Biblioteket får nyt legehus

Det nye legehus på Glumsø Bibliotek er allerede utrolig populært hos børnene. Det har været muligt at købe huset, fordi der var lidt penge i overskud på legetøjskontoen fra 2009.
Det nye legehus på Glumsø Bibliotek er allerede utrolig populært hos børnene. Det har været muligt at købe huset, fordi der var lidt penge i overskud på legetøjskontoen fra 2009.

GLUMSØ: På Glumsø Bibliotek har de fået en helt ny og særlig tilbygning, som står inde i børnebiblioteket. Det er et sprit nyt, grønt legehus med inventar og det hele, som ifølge børnebibliotekar og teamleder Lis Vangedal allerede er utrolig populært blandt de yngste gæster på biblioteket.

– Tirsdag formiddag kommer dagplejen og børnehaverne, og de er lykkelige for huset, siger Lis Vangedal og fortsætter.

– Vi har fået så meget gulvplads efter biblioteket fik den nye tilbygning, at det nu er muligt at have et legehus stående, fordi biblioteket er blevet åbnet lidt op, siger hun.

Nye vinde

Børnebibliotekaren kan berette om, hvordan børnene, der besøger biblioteket, allerede når de kommer ind, stormer hen til det nye legehus. Og så begynder de ellers at lege og rykke rundt på møblerne.

– Der blæser nye vinde over børnebibliotekerne. Der skal også være leg på biblioteket, og det er oplagt, at det også skal være noget med at bruge kroppen, siger Lis Vangedal.

Det giver lidt uro, men det er kun skægt, lyder det fra børnebibliotekaren.

Tiden hvor biblioteket var sådan et helt stille sted, hvor man gik rundt og sagde 'shhh' er for længst gået. Men man må gerne være stille, for hvis man bliver træt af at lege i huset eller gå rundt og snuse til bøger, kan man lægge sig på børnebibliotekets store røde gulvtæppe og få sig en lille lur.

meje