Begræns madspild med »Too good to go«

Nogle spisesteder og butikker i lokalområdet har tilmeldt sig ordningen »Too Good To Go«, hvor man lige omkring lukketid til en billig penge kan komme og købe dagens rester.

Både sælger og køber er på denne måde med til at begrænse madspild, men som køber får man så også, hvad der nu er tilbage – eller hvad sælger har besluttet at putte i posen eller boxen. Et af de lokale spisesteder, som er med i ordningen, er Wok & Chopsticks:

– Det fungerer rigtig godt. Vi sælger 8-10 bakker mad hver aften ved lukketid på denne måde, og det er så ret begrænset, hvad vi smider ud, siger Isabella Cheung, der er gift med stedets ejer.

I løbet af dagen er det muligt at justere på, hvor mange bokse eller poser, der er til salg ved lukketid, så det plejer at gå meget godt op. Hos Wok & Chopsticks får køberne selv lov at fylde en boks med rester fra buffetbordet.

Flere lokale spisesteder, dagligvarebutikker og bagere er også tilmeldt ordningen. En tilfældig dag i december fik man i Too good to go posen fra bageren på Åderupvej lige før lukketid et trekornsbrød, otte stykker morgenbrød og fire stykker wienerbrød, som denne dag bestod af en chokoladebolle og tre stykker smørkage.

Det er angiveligt tæt på at være den typiske pose, men man kan være heldig, at der også er flødekager med i posen. Der bliver som udgangspunkt solgt to af disse poser hver dag.