Bankmand: Jeg har været forkælet

chefskifte: Claus Andersen har afløst Birger Andersen som filialdirektør i Sparekassen Sjællands Næstved-afdeling

Foto: Mogens Lorentzen

Claus Andersen har afløst Birger Andersen som filialdirektør i Sparekassen Sjællands Næstved-afdeling

næstved: Jeg har nok været Næstveds mest forkælede bankmand. Jeg har aldrig haft mere end syv kilometer til arbejdet, siger den 58-årige Birger Andersen. Indtil 1. april var han filialdirektør i Sparekassen Sjællands største filial – i Næstved centrum.

Onsdag eftermiddag sagde han farvel til en stor del af Sparekassen Sjællands Næstved-kunder. De mødte op i stort tal i afdelingen i Grønnegade. I to timer var der mulighed for at sige farvel til Birger Andersen og goddag til hans afløser, 54-årige Claus Andersen, der kommer fra en stilling som filialdirektør i Korsør.

Alt har sin tid

Siden 1. april har Birger Andersen haft fast station i Sparekassen Sjællands hovedafdeling i Holbæk. En daglig køretur på 60 kilometer hver vej.

– Næstved har været min arbejdsmark i 40 år. Det er lidt underligt. Næstved har altid været min force. Her har jeg mit netværk, men jeg glæder mig til den nye opgave. Alt har sin tid, og nu skal jeg i nogle år være supporter. Der er altid nogen, der kan bruge en gammel rotte som mig, siger Birger Andersen til Sjællandske.