August træder hårdt for at nå toppen

Cykelsport. Den 16-årige Næstved-rytter August Birk Hundt har sikret sig en en junior-kontrakt hos Team Fri BikeShop Zealand Cycling Junior.

Sport: Det er de færreste 16-årige drenge, der kan skrive 12 års cykelerfaring på CV´et, men det kan August Birk Hundt, som har været bidt af en gal cykel siden han i en alder af 4-år deltog i et medaljeløb.

Han var dog trods alt for ung til at deltage i rigtige licens cykelløb, så han måtte vente tålmodigt til han blev 9 år og kunne deltage i de officielle danske børnerækker.

August Birk Hundt har lige vundet U19 DM i omnium og 3.000 meter i Ballerup. Han har også erfaring fra det københavnske mini 6-dagesløb og har været med i Berlins 6-dagesløb med en tysk makker. Privatfoto

Nybagt bane-danmarksmester

Siden har han klikket i pedalerne for barndomsklubben Næstved Bicycle Club, men har også prøvet kræfter med det belgiske hold Cannibal Cycling Team, som han har repræsenteret ved blandt andet Mini Paris-Roubaix.

August Birk Hundt har har også ræset rundt på den tohjulede. Hver vinter skifter han asfalten ud med mudder, græs og de skrå brædder, når han enten lægger vejen forbi Ballerup Superarena og giver den gas til torsdagsstævner eller mesterskaber eller deltager i crossløb.

August var kun fire år gammel, da han deltog i sit første cykelløb. Privatfoto

Vildt meget motivation

På banen har der virkelig været hul igennem i vinter:

– Jeg har lige vundet U19 DM i omnium og 3000 meter i Ballerup, så det er superfedt og giver mig vildt meget motivation. Jeg har flere gange været med i det københavnske mini 6-dagesløb og en gang i Berlins 6-dagesløb med en tysk makker. Derudover har jeg kørt cykelcross fra perioden 2016-2018, hvor jeg blandt andet har kørt crossløb i Belgien, Frankrig og Holland, siger August Birk Hundt, som betegner sig selv som en humørbombe og lidt af en ”stodder” på en cykel.

Han kan godt lide den smerte man skal kunne udholde over en lang periode på cyklen. Og så kan han godt lide at lege på cyklen og udvikle mine tekniske færdigheder.

August er en stærk rytter på både bane og landevej- Klar til at ofre sig for teamet når det er nødvendigt. Privatfoto

Drømmer om regnbuestriberne

Til daglig går August Birk Hundt på STX Team Danmark Linje på Næstved Gymnasium og HF, hvor han har mulighed for at kombinere cykling og studier.

Han har været 6 gange danmarksmester i ungdomsrækkerne, og når han senere på året tørner ud for Team Fri BikeShop Zealand Cycling Junior er målet at være en stabil rytter i løbene og være med til at hjælpe teamet til en masse sejre.

– Mit langsigtede mål med cyklingen er at komme op på det allerhøjeste niveau, WorldTouren, og en dag at kunne iklæde mig den regnbuestribede trøje, siger August Birk Hundt.

August: – Stærk rytter på både bane og landevej Klar til at ofre sig for teamet når det er nødvendigt Modig og klar til at tage chancer for at kome af sted i udbrud / punsheur Teamplayer

August Birk Hundt har cyklet næsten lige så længe som han har kunnet gå. Næste år tager han skridtet op i rækkerne med en kontrakt på det sjællandske hold Team Fri BikeShop Zealand Cycling Junior med friske bane-medaljer i bagagen.