Så er de to første kunstnere, der skal optræde til sommerens Grøn offentliggjort. Der er tale om en yderst velkendt gammel kending og et noget nyere navn, som spiller i blandt andet Næstved den 29. juli.
Aqua har optrådt til de grønne koncerter tre gange tidligere og var med for første gang for 25 år siden. De er stadig en af Danmarks største eksportsucceser nogensinde og kommer med hits som ”Barbie Girl”, ”Turn Back Time”, ”My Mamma Said”, ”Around the World” og ”Doctor Jones”.
– Vi glæder os helt utrolig meget til at se publikum og feste med dem. Vi glæder os til helheden af Grøn, fordi det føles altid som den fedeste havefest i verden – og så har vi et virkelig godt set-up med i år, udtaler bandet i en pressemeddelelse.
Specielt dna
Mindre garvet er Saveus, som har det borgerlige navn Martin Hedegaard. Han har været med én gang tidligere, nemlig i 2019.
– Grøn har et helt specielt dna, der rummer så meget kærlighed og samhørighed, og i år er det Grøns 40-års fødselsdag. Grøn fortjener at blive fejret med manér, og det glæder jeg mig til at være en del af, siger han.
Saveus står bag kæmpehittet ”Levitate me” og har etableret sig som en tidens store popmusikere med adskillige radiohits og koncerter på landets største scener. På livescenen er hans optrædener kendt for at være både energiske og nærværende.
Velkendte værter
Hos både Tuborg og Muskelsvindfonden, der står bag Grøn, glæder man sig til at skabe nye sommerminder og oplevelser sammen med danskerne i 2023. Theis Petersen, indsamlingschef i Muskelsvindfonden, udtaler:
– Vi er meget glade for at kunne offentliggøre Saveus og Aqua som de første to artister på årets Grøn-turné. Det bliver en kæmpe fest med masser af energi. Vi glæder os til sammen med danskerne at fejre en karavane, der har eksisteret i 40 år, og stadig tiltrækker 160.000 danskere hver sommer. Det er unikt. Det er fest. Det er fællesskab.
Det er Jacob Haugaard og Simon TJ, der traditionen tro er værter på Grøn Scene, mens Mai-Britt Vingsøe og Lars Johansson er værter på Nova-scenen.