16 gange flere brande nytårsaften

Tænk lige over at fjerne brændbare ting fra carport og lignende steder og luk skraldespande og containere, så en vildfaren nytårsraket ikke får sat ild i noget ved en fejl. Foto: Beredskabsstyrelsen
Tænk lige over at fjerne brændbare ting fra carport og lignende steder og luk skraldespande og containere, så en vildfaren nytårsraket ikke får sat ild i noget ved en fejl. Foto: Beredskabsstyrelsen

Landets brandfolk rykker ud til næsten 16 gange så mange brande i nytårsdøgnet som på et gennemsnitligt døgn.

Det viser Beredskabsstyrelsens statistik, og på baggrund af statistikken opfordrer Beredskabsstyrelsen til, at man gør hvad man kan for at minimere risikoen for brand.

Nytårsdøgnet er defineret som tidsrummet fra klokken 12 den 31. december til klokken 12 den 1. januar.

– Nytårsaften skal være en fest, og det bliver det også, hvis vi passer på os selv og hinanden og sørger for at fjerne brændbart materiale fra carporten og altanen, inden raketterne fyres af, siger Mads Dalgaard, der er seniorberedskabsmester i Beredskabsstyrelsen.

Han opfordrer til, at man sørger for at lukke affaldscontainere, skraldespande og døren til garagen, så man ikke risikerer, at en vildfaren raket sætter ild i noget brændbart. Af samme årsag er det en rigtig god idé, at fjerne brændbart materiale fra carporten, altanen og lignende.

Det er også en rigtig god idé at flytte containere og skraldespande, så de står i god afstand fra bygninger, og så bør man overholde den sikkerhedsafstand, der står på fyrværkeriet

Sikkerhedsstyrelsen har derudover fem fyrværkeriråd:

Brug altid beskyttelsesbriller.

Brug kun godkendt og aldrig hjemmelavet eller ulovligt fyrværkeri.

Hold aldrig tændt fyrværkeri i hånden.

Hold sikkerhedsafstanden og læn dig ikke ind over fyrværkeriet.

Gå aldrig tilbage til en fuser.