14 år ved Anne Linnets side

Foto: Bjørn Armbjørn, Frederik Cederskjold

Han har spillet over 1000 koncerter med Anne Linnet. Navnet er Jesper Bo Hansen, og han spiller keyboard og klaver. På tirsdag lægger han vejen forbi Byparken i Roskilde som en del af Anne Linnets band. Og det glæder han sig helt vildt til. For et år siden flyttede han til Gøderup lidt sydvest for Roskilde, og derfor bliver det især sjovt, når han nu er blevet lokal, siger han.

– Nu er jeg på hjemmebane, når jeg skal spille i Byparken. Jeg har boet et år hernede nu, og jeg må sige, at jeg faktisk føler mig som en af de lokale, siger Jesper Bo Hansen, som er vokset op i Næstved.

Han har været en del af Anne Linnets band i 14 år. Det hele startede med, da han som 23-årig kom til audition hos bandet Marquis de Sade med Anne Linnet i spidsen, der efter en årrække uden udgivelser ville spytte en efternøler på banen i form af albummet »Over mig, under mig«. Bandets keyboardspiller havde trukket sig tilbage, og Jesper Bo Hansen blev valgt til at overtage rollen.

Han har været i Byparken og høre både The Sandmen og Oh Land de seneste to tirsdage. Og opbakningen har været utrolig, synes han. Men hvis Byparken har været proppet de forgangne uger, så skal man bare se løjer på tirsdag.

– Det har været overvældende og rigtig fedt, at der er kommet så mange ned for at se koncerterne. Men jeg regner altså med, at vi trækker endnu flere mennesker til. Anne Linnet har en fantastisk evne til at samle folk, og mange har så gode minder, stemninger og følelser i kroppen, når de hører hendes musik, siger Jesper Bo Hansen.

Læs mere i DAGBLADET Roskilde.