Tips: Sådan undgår man rust på bilen

Vintervejret med dets salt på vejene er hårdt for bilerne. Men hvad skal man gøre for at undgå rust?

Foto: Flemming Haslund

VEDLIGEHOLDELSE Øjeblikkets meget omskiftelige vejr med sne, slud, regn og is samt salt og småsten på vejene er den lige vej til rustangreb på vores biler. Og hvis rusten for alvor får fat i bilen, kan det blive bekosteligt at få udbedret de rustne dele.

Det konkluderer bilsynsvirksomheden, Applus Bilsyn, der har gjort op, hvor de hyppigste rustangreb opstår, og hvad det koster at få dem repareret.

"Prisen på rustreparationer er naturligvis afhængig af bilens mærke, omfanget af rust, de angrebne dele samt priserne på det enkelte værksted, der udfører opgaven," konstaterer Lars Kiholm, teknisk chef hos Applus Bilsyn.

"Men når vi ser bort fra disse variabler, kan vi se på de ca. 500.000 biler, som vi syner årligt, at især rust på bærearme, sidepaneler samt for- og bagbro er de mest almindelige angreb. Almindelige reparationer af disse dele koster ofte i størrelsesordenen 8.000-14.000 kr.," siger Lars Kiholm. Lidt billigere er det at få repareret en fjerde typisk del, nemlig bremserør – prisen er her mellem 4.500 og 8.000 kr.

Rusten begynder primært der, hvor metaldelene mødes og gnider mod hinanden. Andre steder er der rust på skærmene, bunden af dørene og bagklappen. Selvom de sidste steder mere er af kosmetisk betydning, forringer rusten her også bilens værdi, pointerer den tekniske chef.

"Det bedste råd til at undgå at bilen ruster, er at begynde rustbehandlingen så tidligt som muligt," forklarer Kiholm videre. "Behandler man på en flade uden rust, sidder behandlingen bedre fast og dækker helt og er derfor mere effektiv."

At vintertiden vitterligt er rusttid, er Applus Bilsyn ikke i tvivl om.

"Langt hovedparten af alt rust, formentlig 90 procent eller mere, starter om vinteren," oplyser Lars Kiholm.