"Der er syv meter ned til bunden," fortæller Hans Nielsen, mens han stikker gummistøvlen ned i et meget vådt hul og beroliger journalisten med, at man ikke risikerer at synke helt ned til bunden.
"Hullet her er, hvad der bliver tilbage, når jeg fjerner rodklumper fra de træer, der ikke hører til her," forklarer han og viser den bunke af rødder fra rødel, birk og tørst, som ligger ved siden af.
Vi er i Lyngby Åmose i det midterste såkaldte fattigkær i højmosen, hvor Hans Nielsen har påtaget sig endnu en stor naturgenopretningsopgave. Måske har du lagt mærke til ham, naturmanden, der de seneste fire-fem år har renset fattigkæret nærmest Lyngby for indtrængende vækster.
Kampen mod birken
Det er især den sparsommelige birk, der har det med at brede sig meget hurtigt.
"Kommunen slår fattigkærene en gang om året, men birken breder sig nedefra og skyder op fra rødderne. De vokser hurtigt og om foråret og sommeren dækker birkeskuddene bunden og begrænser stedets naturlige arter," siger Hans Nielsen.
Han har både dispensation til at rydde op i mosen og samarbejder med kommunen, som ud over at slå også henter de bunker, han samler sammen, og sørger for at rydde større træer af vejen. Det nye projekt kommer nok til at tage tre-fire år mere, vurderer han.
Kødædende planter
Fattigkær er navnet på områder, der er fattige på næring og derfor kun er grobund for særlige planter som for eksempel lyng, tranebær og tuekæruld. Selv om kæret ligger i søen, så kommer der ingen næring den vej fra. Vandtrykket fra mosen går den modsatte vej, så den eneste næring kommer fra oven, fra luften.
"Det er derfor, at her vokser planter som soldug, der spiser insekter, fordi der ikke er andre måder at få kvælstof her. Her er enkelte lyngplanter her," siger han og udpeger det grønne bunddække, der er samme slags, som kendes fra heden.
Luftforureningen i især 50'erne og 60'erne satte gang i tilgroningen af fattigkærene.
Fik bugt med bjørnekloen
Det ligner en uoverkommelig opgave at rydde op i en våd mose, hvor den omtalte slåning sker manuelt med en buskrydder, fordi overfladen ikke kan bære store maskiner.
"Kommunen har tilbudt at køre med en slagle, men sådan en ødelægger alt, ikke kun birkerødder, men også alt det, der skal være her," forklarer han, der foretrækker de manuelle metoder, der også blev brugt her før i tiden.
"I 30'erne gik byens kvinder i mosen og trak skud op. Jeg gør det helt frivilligt fordi, jeg føler det er min pligt. Jeg vil ikke forlange af andre, at de skal deltage, for det er tungt og hårdt arbejde," siger han, der også er kendt i kommunen som bjørnekloens banemand og naturens forkæmper i skikkelse af at være formand for den lokale afdeling af Danmarks Naturfredningsforening.
Tranebær på menuen
Vi går en tur hen til det område han tidligere har renset for unaturlig natur, hvis det findes.
"Det er naturgenopretning og bringer mosen tilbage, til som den så ud for 100 år siden. Det er et værdifuldt habitatområde og glæden over resultatet er kæmpestor," forklarer han sin frivillige indsats.
Egentlig må man helst ikke forlade stierne i, både for naturens og fodtøjets skyld, men mosen kan godt klare at man går på jagt efter tranebær.
"Folkene fra Geranium har været nede og plukke for nylig og mosen er meget robust, den kan godt klare det. De huller, jeg har lavet, er helt lukket igen af mosen selv, og nogle steder, som her, har spagnum og planter lavet et så tæt dække, at der ikke er noget, heller ikke birk, der kan slå sig ned," fortæller han stolt om mosens samarbejde med projektet. Og plukker en håndfuld tranebær, der er lige til at spise.
"Jeg har fået mange kommentarer mens jeg har arbejdet hernede, mange gode, enkelte har spurgt om jeg var ved at begrave min svigermor," griner han, der også et par gange har oplevet mosens gæster træde ved siden af, og blive meget våde.
"Så er der kommet et hyl, når nogen er gået i lige ved siden af stien, hvor det ellers ser ud til at andre har gået. Der er blevet våde hertil," slutter han rundvisningen i mosen med hånden op til brystet.
