De mange formler og forbindelser, der sirligt er skrevet ned i hæftet på bordet, kunne lige så godt være ægyptiske hieroglyffer. Og det hjælper ikke meget på forståelsen, at Sara Winther forsøger at forklare, hvad det går ud på. Selvom hun har fuldstændigt styr på det.
Sidste år kom den 16-årige Virum-pige på det danske landshold i Kemi, hvor hun først fik en sølvmedalje ved den Nordiske kemi olympiade og siden en bronzemedalje ved det internationale kemi OL.
Til sommer bliver hun student fra H.C. Ørsted Gymnasiet i Lyngby med A-niveaufagene matematik, fysik og kemi, og nå ja, så er hun lige blevet optaget på det ekstremt prestigefulde tekniske universitet MIT Massachusetts Institute of Technology, der regnes for at være blandt verdens førende universiteter.
Umiddelbart lyder det som om den unge pige med det lange mørke hår, som sidder med ugens kemiopgaver foran sig, er vadet fra succes til succes. Men det har langtfra altid været let at være Sara Winther, for følelsen af ikke at føle sig forstået har fulgt hende stort set, så længe hun husker.
Sara er opvokset i Lyngby-Taarbæk Kommune, men da hun gik i børnehaveklasse, flyttede hun med sin mor og søster til Fyn i en årrække. Her startede hun i skole, og det gik faktisk relativt godt. Hendes lærer fandt hurtigt ud af, at hun havde nogle særlige behov, så hun blev placeret ved siden af kateteret, så læreren løbende kunne fodre hende med opgaver og nye udfordringer, når rastløsheden meldte sig eller svare på nogle af de mange spørgsmål, som konstant pressede sig på hos den videbegærlige lille pige.
Svær skoletid
Men da hun tre år senere kom tilbage til sin gamle skole i Virum for at starte på mellemtrinnet voksede problemerne.
Her var der et stort fokus på det sociale fællesskab i klassen. Det betød organiserede legegrupper, og fællesarrangementer med fysiske aktiviteter som boldspil. Ting som hun instinktivt havde en vægring imod.
”De andre elever mobbede. Der var nogle fra 5. klasse, som hver gang jeg gik hen til svævebanen sørgede for at spærre den, så jeg aldrig kunne få en tur. I min tidligere klasse havde de besluttet ikke at tale med mig. Det gjaldt også min bedste ven. Og så synes de også bare, at jeg gjorde underlige ting altid. Mange af pigerne i min klasse kunne virkelig ikke forstå, at jeg ikke var interesseret i tøj og makeup. I timerne var det som om, at jeg enten sagde og gjorde for meget, og når jeg så gjorde det modsatte, fik jeg at vide, at jeg var uengageret eller passiv,” fortæller Sara.
Frikvartererne drænede hende for energi, og hun kunne ikke forstå, hvorfor hun ikke undtagelsesvis kunne få lov til at sidde på biblioteket med en bog. Men hun fik at vide, at der ikke kunne laves særlige regler for hende.
Mens klassekammeraterne jublede over en fritime, hvor der stod rundbold på skemaet, hadede hun det. Timerne og det faglige var jo det gode.
I matematik buldrede hun derud af. Den digitale platform MatematikFessor var en hyggelig adspredelse for hende, og da den er designet til hele tiden at skrue op for niveauet, steg hendes færdigheder med lynets hast. I 3. og 5. klasse tog hun national test i matematik, hvor hun havde 99 procent rigtige. Det højest mulige, da testen først stopper, når man får noget forkert, og allerede i 6. klasse lavede hun 9. klasses matematikafgangsprøverne
Men sammenstød med lærere og elever var fortsat konstant, og hun mistede lysten til at gå i skole. I 4. klasse blev Sara diagnosticeret med Aspergers syndrom, som er en diagnose inden for autismespektret. Hun blev først tilknyttet Sorgenfriskolen og siden gruppeordningen på Hummeltofteskolen. Men det var fagligt alt for nemt. På det tidspunkt var hun allerede blevet skrevet op til Atheneskolen for særligt intelligente børn. Men ventelisten her var meget lang.
Til sidst nægtede hun at tage i skole. I stedet tog hun på biblioteket, læste op på pensum. Hendes mor undersøgte mulighederne for dispensation hos undervisningsministeriet, fik skoleleder og lærere med på ideen, og i en alder af 13 år tog hun 9. klasses afgangseksamen.
Alt andet end idræt
At hun skulle videre i gymnasiet var der ikke meget tvivl om. Men hvilket var hun i tvivl om.
“Valget af gymnasium handlede først og fremmest om at finde et sted, hvor jeg ikke skulle have idræt og tysk,” fortæller Sara.
Ansøgningsfristen for at søge ind på ungdomsuddannelserne var for længst overskredet, men i juli måned 2021 kom hun til samtale på H.C. Ørsted gymnasiet.
”De gjorde, hvad de kunne for at skræmme mig væk, blandt andet ved at fortælle mig, hvor meget gruppearbejde, der var. Men gruppearbejde skræmmer mig ikke, hvis jeg er sammen med nogen, der godt vil det faglige,” siger hun.
Det endte med at hun fik en plads, og det med hendes unge alder fylder forbløffende lidt.
”Det var faktisk kun mærkeligt den første dag, da vi skulle præsentere os i klassen, hvor jeg fortalte, at jeg lige var fyldt 14 år. Min sidekammerat var lige fyldt 15, så jeg var ikke den eneste, der ikke var så gammel,” siger hun.
Hun fattede hurtigt særlig interesse for kemi, og allerede i 1. g forsøgte hun at deltage i Kemi-OL-træningen på H.C. Ørsted gymnasium. Men uden held.
”Jeg kunne ikke lide at række ud og spørge om hjælp, så der var en masse, jeg ikke kunne forstå,” siger hun.
Men efter sommerferien stødte hun ind i Flemming til kemi-OL, som hun kendte fra ungdomsskolen, hvor de begge havde gået til japansk i en årrække. Han var netop startet på gymnasiet og delte Saras interesse for kemi, så hun tog tilløb og spurgte ham, om han ikke ville hjælpe hende, og det blev et vendepunkt.
For Saras videbegærlige hjerne kan godt være lidt svær at styre i forhold til at organisere og prioritere opgaver.
”Men det, at jeg havde et ansvar overfor et andet menneske betød, at jeg forberedte mig. Vi mødtes hver lørdag for at lave kemiopgaver, og det var rigtig sjovt, ” siger hun.
I 2. g kvalificerede hun sig til landsholdet i Kemi. Det gjorde Flemming ikke, men Sara siger selv, at hun skylder ham meget ære for at hun nåede så langt. Det var også her i 2. g., at hun socialt begyndte at slappe mere af.
Mange har som hun selv specialinteresser, og deltager i konkurrencer indenfor biologi, fysik, matematik og datalogi. Og da hun fik 12 i sin SOP -eksamen i januar og delte det med sine kammerater, viste det sig, at alle de venner, hun spurgte, havde fået 12. På den måde har hun fundet sin flok.
Hun er heller ikke den eneste, der har en eller anden form for diagnose, og mange bærer ligesom Sara rundt på en historie om mistrivsel i folkeskolen.
”Det betyder meget pludselig at føle sig forstået af både lærerne og de andre elever,” siger hun.
Nye udfordringer
Det er 14 dage siden, at hun også blev diagnosticeret med ADHD. Og det er en af brikkerne til at forstå, hvorfor det kan være så svært for hende at strukturere de ting hun skal. Men det kan også forklare, hvorfor hun i mange år har drømt om at komme på kostskole. For ideen om at bo og leve, der hvor man går i skole tiltaler hende.
De internationale konkurrencer og bronzemedaljen har skubbet til ønsket om at komme til USA og gå på universitetet, og i foråret tog hun sammen med sin familie til Holland for at tage en såkaldt ACT test, der er påkrævet på de fleste amerikanske top universiteter.
Hendes samlede ACT-score lød på 34 ud af 36, og for den naturvidenskabelige test lå hendes resultatet på 36 ud af 36 – altså det bedst tænkelige, hvilket, sammen med en god ansøgning, betyder en adgangsbillet til MIT, der er et af verdens mest prestigefulde universiteter.
I modsætning til Danmark koster det penge at gå på universitetet i USA. Et ophold på MIT koster lidt over 600.000 kr. pr. år. Heraf har Sara fået et scholarship på 543.000kr, så nu skal familien ud at se om de kan finde resten af pengene til det første års studier på MIT.
Hendes mor Rikke Winther er fortrøstningsfuld. Hun er overbevist om, at Sara nok skal klare det.
”En af mine eneste bekymringer er, om hun kommer til at få sovet nok. Nogle gange går hun i hyperfokus, og så kan hun godt sidde og læse til langt ud på natten, hvis ikke, der er nogen, der siger til hende, at hun skal stoppe,” siger Rikke Winther.
For mens det faglige kommer let, så kan hverdagsting som at cykle frem og tilbage til skole være én nærmest uoverstigelig forhindring.
Men det er nu engang, sådan Saras forunderlige hjerne er indrettet og lige nu peger alt på, at den får lov til at blive stimuleret på et af verdens fineste universiteter.
