STADIONDEBAT Mellem 150 og 200 millioner kroner.Så meget mener Venstres medlem af kommunalbestyrelsen i Lyngby-Taarbæk Kommune Paul Knudsen, at et salg af området omkring det nuværende Lyngby Stadion vil kunne indbringe kommunen."Hvis der bliver bygget et stadion på Dyrehavegårds jorder, så kan vi sælge området fra ved stadion, hvor der i dag er træningsbaner. Og de penge, vi får ud af det, vil blandt andet kunne dække udgifterne ved en modernisering af svømmehallen, et nyt stadion og en kunststofbane i Virum. Så ville andre idrætsanlæg få et løft," mener Paul Knudsen.Han er selv stor tilhænger af, at man undersøger, om man kan bruge en del af Dyrehavegårds jorder til et nyt stadion. Et stadion, som Lyngby Boldklub selv skal finansiere."Vi sælger arealet til dem, og så bygger klubben selv. Det er deres projekt," siger Paul Knudsen.
Paul Knudsen erkender, at Fingerplanen skaber problemer for både en modernisering af det nuværende stadion og etablering af et helt nyt et andet sted i kommunen. Men han har fundet en udvej."Der er i Fingerplanen givet plads til, at en ringbane kan komme ind under stationsnærhedsprincippet. Og hvis vi får en sådan ringbane i kommunen, vil den køre lige forbi Dyrehavegårds jorder, og så vil området være stationsnært," siger Paul Knudsen.Umiddelbart kan Venstre se mulighederne i det projekt, som Domusarkitekterne har udarbejdet for det nuværende stadion. Et projekt, der kommer til at koste kommunen omkring tyve millioner."De penge skal vi, hvis vi har den politiske vilje, nok kunne finde over tre-fire år. Men jeg tror nu, at det bliver dyrere end det. Jeg er for eksempel ikke sikker på, at man kan ombygge stadiondelen for omkring 45 millioner, som der bliver lagt op til. Samtidig ser jeg en udfordring i, at der kan bygges alle de parkeringspladser under erhvervsbyggeriet på stadion. Det vil koste omkring 90 millioner for en entreprenør at bygge 300 parkeringspladser under jorden, og det er ikke sikkert, at man kan få dem med til det," siger Paul Knudsen, der dog gerne så atletikbanen fjernet fra fodboldstadionet, da fodbold og atletik ikke hænger sammen.
Kommunalpolitikeren vil også gerne slå et slag for, at det ikke vil blive et stort problem med støj, vold og hærværk for beboerne omkring Dyrehavegårds jorder."Jeg har endnu ikke hørt, at Lyngby Boldklub vil afholde koncerter på et nyt stadion. Og vi kan jo bare sikre os i en lokalplan for området, at der ikke må blive afholdt den slags. Samtidig vil der være gode muligheder for, at tilskuerne bliver ledt væk fra boligområderne, når de forlader et stadion ved Dyrehavegård, så de ikke laver ballade for beboerne," siger Paul Knudsen.Venstremanden fortæller, at der snart kommer en afslutning på hele problematikken."Vi skal have fundet en løsning i dette forår," siger Paul Knudsen.Han håber samtidig at kunne stable et debatmøde på benene, hvor alle interesserede kan deltage og diskutere et fremtidig stadionprojekt.