Lyngby Boldklub har tirsdag skrevet en fire-årig kontrakt med den centrale midtbanespiller Ronni Hansen, der scorede til 1-0 i sidste søndags kamp mod FC Midtjylland. I søndagens kamp mod FC Midtjylland var der blevet plads til 19-årige Ronni Hansen fra start på højrekanten, da den normale kantspiller Jesper Kristensen var skadet og da Nicolai Melchiorsen samtidig var skadesfraværende på sin centrale midt.
Den unge Lyngby-spiller fik fem minutter inde i 2. halvleg en lang aflevering et stykke fra sidelinien. Han brysttæmmede bolden og efter et par hurtige træk ind i banen sendte han den op i "krogen" bag FCM-keeper Raska, hvorefter han fejrede sit første ligamål med de medrejsende fans bag det ene mål.
Tirsdag underskrev Lyngby Boldklub så en kontrakt med Hansen, der gør ham til Lyngby-spiller de kommende fire år. Om kontraktindgåelsen siger sportsdirektør Birger Jørgensen:
"Ronni er altid blevet flyttet op et år før tid, og derfor glemmer man nogle gange, at Ronni kun er i gang med sit andet senior år. Ronni har altid været talentfuld og har et stort potentiale og det vil vi gerne arbejde med de kommende år. Han er teknisk god og stærk i kroppen, og så kan vi tilføje sparker godt efter hans mål mod Midtjylland. Han mangler noget modenhed og rutine, men det håber vi på at tilføre med så meget spilletid som muligt. "
"Jeg er utrolig glad for min kontrakt, og nu skal jeg arbejde på at få så meget spilletid som muligt. Om det bliver på kanten eller på midten er ikke afgørende – blot jeg får spilletid og kan udvikle mig," siger Ronni Hansen selv. Han kom til Lyngby i 2002 som 1. års junior fra Herfølge og har pt. spillet 16 kampe og scoret fire mål.