Politispalten

Truede ekskæreste for at vidne

LYNGBY | For anden gang i år er en 25-årig mand blevet dømt for at true sin ekskæreste, fordi hun har vidnet mod ham i to retssager.

I februar fik han fem måneders fængsel for flere gange at have truet hende på livet og for at overfalde hende, mens hun var hjemme hos en veninde.

Nu har den 25-årige fået seks måneders fængsel for endnu en gang at true folk på livet. Først blev ekskæresten og en veninde truet, og ved en senere lejlighed blev en parkeringsvagt truet, da han ville udstede en bøde.

Truslen mod de to kvinder foregik i september, mens de kørte i bil med den dømte. Ifølge kvinderne truede han dem med at blive slået ihjel, og ekskæresten fik at vide, at hun aldrig skulle være mødt op i retten tilbage i februar. Han formede blandt andet sin hånd som en pistol, mens han pegede på ekskæresten og sagde, at hun bare kunne vente sig til efter nytår.

Samtidig fik kvinderne at vide, at de ville blive slået ihjel, hvis de meldte truslerne til politiet.

Parkeringsvagten blev ifølge dommen truet et par uger senere. Den 25-årige fik en bøde på Lyngby Hovedgade, og ifølge parkeringsvagtens forklaring blev han truet med at få skudt sine knæskaller af og få klippet fingrene af.

Dommen på seks måneders ubetinget fængsel inkluderer en reststraf på 51 dage, som den 25-årige i første omgang slap for at afsone i forbindelse med februar-dommen.

I dommen lagde byretten vægt på, at det ikke er første gang, at den dømte truer vidner og ansatte der udfører deres arbejde.

@Skillelinie.grey:

Psykisk syg dømt for vold

KLAMPENBORG | En 47-årig psykisk syg mand er blevet dømt for vold, fordi han tilbage i maj måned slog ud efter en hundevagt fra Bakken i Klampenborg.

Den psykisk syge nægtede sig skyldig, men byretten valgte at tro på hundevagtens forklaring om at han var blevet angrebet. Ifølge forklaringen forsøgte den dømte flere gange at ramme vagten med en 70 cm. lang metalskinne. Det lykkedes ikke, men vagten måtte afværge slagene med sin arm og hånd og fik derved nogle mindre skader.

Fordi manden er psykisk syg kan han ikke straffes og derfor idømte retten ham en behandlingsdom.

Han bliver i første omgang ikke indlagt, men behandles ambulant. Dommen gør det dog muligt at indlægge den dømte på en psykiatrisk afdeling, hvis Kriminalforsorgen i samråd med en overlæge vurderer at det er nødvendigt.

Den 47-årige blev dømt for vold, men slap for at blive dømt efter en paragraf der gør det muligt at lægge op til 50 procent oven i straffen, hvis volden begås mod én der er særlig udsat for vold via sit arbejde. Frikendelsen skete fordi overfaldet skete et stykke væk fra Bakken og fordi byretten ikke havde nogen oplysninger om at ofret var på arbejde da overfaldet skete.

@Skillelinie.grey:

Lyngby Politi leder stadig efter bidende pitbull

SORGENFRI | Lyngby Politi er stadig interesseret i folk, der kender noget til den pitbull, der den 18. november bed en kvinde i låret i Sorgenfri Slotspark.

En overgang var sagen tæt på en opklaring, fordi en anden kvinde kunne fortælle, at hendes hund den 8. september også var blevet bidt af en pitbull. Den pitbull hed Gucci, og for nylig undersøgte politiet, om der var en sammenhæng mellem de to sager.

Men nu er Gucci blevet lokaliseret ved hjælp af en af DGO's læsere, ejeren er blevet afhørt og hun var ikke i nærheden af Sorgenfri Slotspark den 18. november – og er derfor uden for mistanke.

Ejeren har dog erkendt, at Gucci den 8. september bed en anden hund, og for det vil hun formentlig få en bøde.

Tilbage står kvinden, der blev bidt i låret. Hendes sag er endnu ikke opklaret. Så hvis nogen har kendskab til en ejer af en brun- og sortstribet pitbull, så vil Lyngby Politi gerne kontaktes på 45 85 14 48. mol