Nye plejeboliger på vej til kommunens ældre

96 nye plejeboliger skal efter planen stå færdige i 2012. Socialudvalgsformanden glæder sig over byggeriet.

Foto: Theis Otzen

Borgere i Lyngby-Taarbæk kan se frem til et topmoderne plejehjem, som i fremtiden kan huse op imod 100 af kommunens ældste indbyggere.

Politikerne er nemlig enige om, at der skal bygges 96 nye plejeboliger ved Områdecentret Bredebo mellem Mølleparken, Lystoftevej og Bredebovej. Det er Lyngby Almennyttige Boligselskab, som har fået opgaven og ifølge det foreløbige forslag er der lagt op til 96 to-værelses boliger, og fire af dem etableres som ægteparboliger.

"Forslaget rummer otte boenheder af hver 12 boliger med tilhørende fællesarealer, såsom køkken/spisestue og dagligstue placeret centralt i hver boenhed. Desuden er der afsat plads til en arkade, der f.eks. kan rumme tandlægeklinik, frisør, fodterapeut, café/kiosk. Arkaden danner en naturlig adskillelse af de to selvstændige haverum med forbindelsesadgang. Arkaden opføres i én etage med mulighed for en terrasse/taghave ovenpå, således at der i bebyggelsen er 3 forskellige ude-/haveanlæg," skriver bygherren i sit oplæg.

Derudover rummer boligerne også plads til de udfordringer, der følger med ældre mennesker.

"Der vil komme to selvstændige haveanlæg, hvoraf det ene på betryggende vis kan sikre demente borgere adgang til det fri med lys og luft i et overskueligt haveanlæg uden behov for ekstra høj normering hertil. Samtidig skærmes de demente borgere fra ikke-demente," skrives der i oplægget.

De kommende beboere på det nye plejecenter kan over hele linjen se frem til, at de kan opholde sig meget udendørs.

"Udearealet har generelt stor betydning idet mulighed for at færdes udendørs giver adgang til dagslys, frisk luft, motion, aktivitet og rekreation har betydning for beboernes trivsel," hedder det i oplægget.

Plejeboligerne skal efter planen stå færdige i 2012, og det ser den konservative formand for Socialudvalget, Jørn Moos, frem til.

"Det bliver et super plejehjem. Jeg glæder mig vildt meget til, at det kommer. Det vil samtidig være et naturligt samlingssted for mange i området," vurderer Jørn Moos.