OMSORG “Det gør det lidt mere hyggeligt og det betyder noget, at det er hjemligt,” fortæller Jannie Christensen, der er på vej ind på afdelingen med sin datter Celine.
Celine har boet på Geelsgårdskolen i fem år. Her bor hun sammen med ni andre børn med så svære handicap, at de ikke kan bo hjemme hos deres forældre.
Børnene kan bo her, fra de er fem til 17 år. Der bor fem børn på hver side af trappegangen på 2. sal, hvor der på reposen er god plads til opladning af beboernes hjælpemidler.
“Tre af børnene herinde bruger kørestol, to er gående,” fortæller Gro Hallingstad, der er socialpædagogisk afdelingsleder af Geelsgårdskolens botilbud, mens vi er på vej ind i den ene afdeling.
Hjælp fra arkitekt
Hun viser rundt i anledning af, at bostedet har fået doneret penge af Bevica-fonden til at gøre fællesrummene mere hjemlige. Blandt andet er gulvet nu et mørkt stødabsorberende ’plankegulv’ i stedet for det institutionsprægede hvide linoleum.
“Vi har haft en indretningsarkitekt til at hjælpe os. Gulvet er skiftet ud og vi har fået flere farver på væggene og vi har fået skiftet spisebordene ud med almindelige borde. Før havde vi borde, der kunne hæves og sænkes, men når vi samles omkring bordene kunne vi alligevel aldrig indstille dem, så de passede alle,” forklarer hun.
Det lyder umiddelbart som små ændringer, men der er alligevel en væsentlig forskel, som Celines mor også gør opmærksom på ude på reposen, hvor det gamle linoleumsgulv og væggenes gråhvide toner næsten går i et.
“Det signalerer så meget sygehus. Fællesarealerne præsenterer sig meget hyggeligere. Det betyder måske ikke så meget for Celine, men meget for omgivelserne og de andre mennesker, der kommer her,” mener Jannie Christensen.
At komme hjem
Alle børnene har eget værelse, der er udstyret efter deres behov, og forældre og børn har selv været med til at indrette og sætte deres personlige præg på de nære omgivelser.
Det er det udtryk, som nu også omfatter fællesarealerne, der fungerer som bostedets dagligstuer og naturlige samlingspunkter, hvor man kan være sammen og hygge sig.
Selve målet med bostedet og skolen er at give børnene optimale udviklingsmuligheder i rammer, der tager hensyn til deres udfordringer. Børnene får mulighed for at danne nye relationer med jævnaldrende og får fælles oplevelser, der er tilpasset både fællesskabet og den enkelte.
“Børnene går jo også i skole her på Geelsgårdskolen, så vi gør meget ud af, at de kommer hjem, og at det også fæles sådan. Det er ikke skolearbejde, når de kommer her. Nogle spiller spil, andre ser tv eller får læst historier, og de kan være sammen med kammerater fra skolen, der bor i den anden afdeling eller i vores aflastning,” fortæller Gro Hallingstad. Fritidsaktiviteterne foregår derudover i svømmehallen og i gymnastiksalen, eller på legepladsen, hvor forældre og søskende også kan være med.
“Om fredagen tager vi børnene med i byen og køber slik, så vi også kan holde fredagshygge her, som andre børn gør det,” siger hun.
Hotellet
Aflastningen, eller hotellet, som børnene selv kalder det, er afdelingen på etagen under boetagen.
“Der er jo nogen, der reder deres seng og maden bliver serveret, så ’hotel’ er ikke helt forkert,” mener Gro Hallingstad. Her overnatter 21 andre af skolens ellers hjemmeboende børn jævnligt en dag eller tre eller/og en weekend om måneden. Også her har fællesarealet fået en opgradering.
“Visuelt og lysmæssigt giver det meget,” siger Vibeke Hornshøj, der er teamleder på Hotellet. “Det betyder også meget med farver. Nogle af børnene har brug for, at man tydeligt kan se, hvor væggen slutter og bliver til gulv. Men det kan godt blive for spraglet, så vi kan også sige nej,” siger hun. En del af børnene lider blandt andet af epilepsi, der kan udløses af flimrende lys.
Begrebet ’aflastning’ gælder i øvrigt begge veje, pointerer afdelingslederen.
“Det er også aflastning for børnene, når de er her, hvor vi har et meget socialt fokus. Vi har for nyligt holdt fastelavn og MGP, hvor børnene fra alle tre afdelinger deltog,” slutter Gro Hallingstad.
Historisk
Bevica Fondens begrundelse for at finansiere bostedets hjemliggørelse er at øge livskvaliteten for både beboere og personale.
Selv om Geelsgårdskolen i dag er Region Hovedstadens ’landsdelsdækkende specialskole for elever med forskelligartede funktionsnedsættelser af fysisk, psykisk og sansemæssig karakter’, så er fonden en stor del af skolens historie.
Historien begyndte i 1877, da ’Samfundet og Hjemmet for Vanføre’, der i dag hedder Bevica Fonden, stiftede skolen. Dengang hed den ’Geelsgaard Kostskole’ og var for elever med bevægelseshandicap. Indtil 1955 havde kostskolen adresse på Esplanaden, mens den firelængede skolebygning i Virum med tilhørende tre-etages børnehjem, tegnet af arkitekt W. Groth-Hansen, blev færdigbygget. Bevica Fonden blev stiftet af Pastor Hans Knudsen i 1872 og viste sig, ifølge fonden selv, at blive starten på en egentlig forsorg i Danmark.
