Jens Ulff-Møller, PhD i historie, free lance journalist
DRs interessante TV-serie Matadorerne fokuserer på konkurrencen mellem C. F. Tietgens (1829-1901) Privatbank og Isak Glückstadts (1839-1910) Landmandsbank frem til konkurserne efter Første Verdenskrig. Serien er dejligt befriet for marxistisk tågesnak, men er imidlertid en torso, som bør fungere som inspiration til at vide mere om 1800-tallets anden halvdel, hvor grundlaget for det moderne Danmark blev skabt, med Grundloven af 1848, industrialisering, liberalisme og Socialisme, Grundtvig og kirkekampen. Tabet af Slesvig førte til mottoet, der kunne have været Tietgens, Hvad udad tabes, skal indad vindes.
For Lyngby-Taarbæks kulturelle udvikling har Tietgen særlig betydning. Programmet beskriver Tietgen som Stormongul, en stivstikker af en finansmand, men i virkeligheden var han født selskabsmand, der elskede at træffe folk og være midtpunktet i et selskab, skriver Johannes Lehmann om Tietgen. I privatlivet var Tietgen og hans hustru Laura desuden dybt religiøse tilhængere af N. F. S. Grundtvig og hans menighed. Det var Lyngby præsten Peter Rørdam (1806-1883), der ledte Tietgen til grundtvigianismen. Dette fik betydning ikke kun i kirkeligt sammenhæng, men også i Grundtvigs Højskole, og musikskolen i Lyngby.
Tietgen havde sommerbolig i Taarbæk. Under et sommerophold mødte han Lyngby præsten Peter Rørdam. ”Jeg kan ikke noksom takke denne Mand for, hvad jeg har lært af ham. Der udviklede sig et inderligt Venskabsforhold imellem os, som først ophørte ved hans Død,” skriver Tietgen i sine erindringer. Men venskabet rakte ind i døden, for Tietgen er begravet ved siden af Peter Rørdam.
For de fleste i Lyngby er kendskabet til Peter Rørdam og Caroline Amalie begrænset til vejnavnene, hvorimod der ikke nogen Tietgens Vej, selv om han har haft stor indflydelse i Lyngby-Taarbæk. Han stod bag bygningen af skovkirken i Taarbæk (1864) og i 1868 købte og renoverede han Lyngby kirke, hvilket førte til etableringen af et grundtvigiansk samfund i Lyngby.
Tietgen var tiltrukket af N. F. S. Grundtvigs (1783-1872) gudstjenesteform, der byggede på det levende ord og sang. Udgangspunktet skulle være Biblens fortællinger og prædikantens opgave var at fremdrage fortællingens kraft til vækkelse og tro. Rørdam var Grundtvigs varmeste tilhænger. Han søgte at virkeliggøre Grundtvigs tanker om at forene det kristelige og det folkelige, hvilket kom til udtryk i hans salmer som Dejlig er den Himmel Blaa (1810), og høstsalmen Nu falmer Skoven trindt om Land. (1844), skrevet på Rørdams opfordring.
I de unge år var Peter Rørdam lærer, og i 1835 blev han lærer i prinsesse Caroline Amalies Asylskole i København. Hun var overordentlig glad for ham som lærer, og det lagde grunden til et livslangt venskab. Caroline Amalie (1796-1881) var datter af hertug Friedrich Christian af Augustenborg og Louise Augusta, der var resultatet af dronning Caroline Mathilde affære med Struensee. I 1815 ægtede hun prins Christian Frederik, den senere kong Christian VIII (1839-1848). Hendes filantropiske engagement i asyler og skoler og religiøse interesse førte hende til Grundtvig. Hun blev en vigtig støtte for Peter Rørdam den grundtvigske bevægelse.
I sin 30 år lange enkestand brugte Caroline Amalie Sorgenfri slot som sommerbolig og Lyngby kirke fungerede som de kongeliges slotskirke. Det var enkedronningens særlige ønske at få Peter Rørdam til sognepræst. Trods modstand fra biskop Hans Martensen, blev Rørdam sognepræst i Lyngby den 16. januar 1856.
Peter Rørdams præstegerning havde et personligt præg, baseret Grundtvigs tanker om et levende menighedssamfund, med salmesang, hovedsagelig med grundtvigske salmer.
Han var en fremragende sanger, og en meget stor menighed i en fyldt kirke var resultatet af hans hjertevarme forkyndelse og den rige menighedssang. I 1850 ægtede Peter Rørdam Jutta de Carlsen (Lange) fra Gammel Køgegaard, og dermed blev Rørdam Grundtvigs svoger.
Rørdams søstersøn Gustav Heiberg (f. 1838) var Kapellan for Onklen Peter Rørdam fra 1868-75 før han blev præst i Kirke Helsinge. Hans første kone Sophie Møller fra Lemvig havde to søstre, der giftede sig med to sønner af handskemager N. F. Larsen, der var til der var én af grundpillerne i Grundtvigs menighed, som forstander for Vartov. Sønnen Fr. Larsen købte i 1913 villaen Christiansvej 3 i Lyngby, hvilket yderligere styrkede den grundtvigianske position i Lyngby.
Straks efter indsættelsen i 1856 udgav Rørdam et salmehefte som tillæg til den autoriserede salmebog, Lyngby-salmebogen. Den rummede flere af Grundtvigs velkendte salmer, blandt andet bryllupssalmen Det er saa yndigt at følges ad i den version, der er bruges i dag, skrevet på Rørdams opfordring til brug for menigheden i Lyngby.
Taarbæk hørte også ind under Lyngby kirke. Når Rørdam kom ridende til Taarbæk, måtte han enten holde gudstjeneste i skolen eller under et træ i skoven. Behovet for at få en mere permanent kirkebygning var vokset stærkt, både blandt den lokale befolkning og de mange landliggere. Rørdam gik selv i spidsen for en indsamling, men vind i sejlene fik initiativet først ved Tietgens energiske og pekuniære støtte, og den 26. juni 1864 kunne Rørdam indvi kirken.
Den nære forbindelse til Tietgen kom også til at præge Lyngby Kirke. I 1868 købte Tietgen kirken, og i de efterfølgende år foretog han en række væsentlige forbedringer. Desudenan skænkede et gravmæle til Ferdinand Meldahl, Marmorkirkens bygmester. Efter Peter Rørdams død sørgede Tietgen også for at brodersønnen H. F. Rørdam blev hans efterfølge. I mere end 60 år stod en Rørdam som præst på prædikestolen i Lyngby. Den grundtvigske linje, som Tietgen var forkæmper for, blev hermed videreført i Lyngby. (Lyngby-Bogen 1997).
i 1865 oprettede Hans Gregersen (f. 1842). en grundtvigiansk skole på Frederiksberg. Blandt eleverne var Grundtvigs yngste søn, Frederik Lange Grundtvig (1854-1903). Han blev præst for den danske menighed i Clinton, Iowa i 1883, men han vendte syg og desillusioneret tilbage i 1900. Tietgens bisættelse fra Lyngby kirke i 1901 talte Frederik Lange og reciterede et digt ved kisten ved kordøren. Med en saga-tone begyndte med at sige ”Vore Fædre er døde, og vi skal dø!” (Johannes Lehmanns Tietgen biografi).
Frederik Lange udgav et skoleblad Brevduen, med tegninger af klassekammeraterne, malerne Joachim og Niels Skovgaard (1858-1938). Niels’ datter, Irene Skovgaard (f. 1918) oprettede Lyngby Musikskole, og fra 1929-1958 sang hun i koret i Lyngby Kirke. (Lyngbybogen 1976).
Grundtvigianismen i Lyngby kirke førte formentlig til at kunstnere og forfattere blev tiltrukket af det kulturelle frisind. Af kunstnere kan nævnes Fhær Larsen og hans ven Viggo Madsen (søn af Karl Madsen SMK), Sigfred Wagner, Soya, Walter A. Berendsohn. Etableringen af Lyngby Gruppens hjælp til redning af jøder var utvivlsomt et resultat af det grundtvigske frisind, der prægede Lyngby.
For at vende tilbage til TV-serien, som leder hen på Budenbruch: Første generation bygger op, anden generation vedligeholder, tredje generation bryder ned.
