Lokal politiker overfaldet

Byrådsmedlem Lars Engelberth (Y) kunne ikke få fat på alarmcentralen, da han lørdag morgen blev overfaldet i Birkerød. Episoden kunne være undgået, hvis Rudersdal Kommune havde valgt at være tilknyttet alarmcentralen under Nordsjællands Politi

Foto: Monica Olsen

RUDERSDAL | Tidligt lørdag morgen forsøgte Lars Engelberth (Y) fra Rudersdal kommunalbestyrelse at få fat i Nordsjællands Politi. Få minutter forinden var han blevet overfaldet på Birkerød Hovedgade, og derfor ringede han 112. Han havnede hos Københavns Politi, som vurderede, at han ikke havde akut brug for en ambulance og derfor bad ham ringe til Nordsjællands Politi. Han fik opgivet et 8-cifret telefonnummer, men havde ingenting at skrive med, da han stadig gik på gaden. I teorien kan Københavns Politi stille om til vagtcentralen i Helsingør, men københavnerne har kun et vist antal telefonlinjer til rådighed, og derfor kan betjenten, der modtog opkaldet, have vurderet, at det var bedre at bede Engelberth om selv at ringe. Lars Engelberth havnede hos alarmcentralen i København, fordi Rudersdal Kommune, sammen med Lyngby-Taarbæk, Hørsholm og Gentofte, har valgt at være tilknyttet københavnerne. Resten af politikredsen er koblet op til Nordsjællands Politis alarmcentral i Hillerød og her kan man via et enkelt tryk på en knap stille om til vagtcentralen i Helsingør, hvor man disponerer over patruljerne. Hvis alarmcentralens linjer havde været optaget, ville Lars Engelberth blive stillet om til en alarmcentral i en anden del af landet – dog ikke i København. På alle andre alarmcentraler end den københavnske kan man via en knap stille om til vagtcentralen i Helsingør. Alarmcentralen i København styres af Københavns Brandvæsen og det har et særligt system, som altså har en kapacitetsmæssig begrænsning. Der er ikke på nuværende tidspunkt planer om, at Rudersdal skal kobles på alarmcentralen i Hillerød, men det kan lades sig gøre.