Lammesteg, vin og jazz i verdensklasse

Sorgenfri Kirke indbyder 6. april kl. 18 til fællesspisning og jazzkoncert med Heise, Petri, Antunes og Martini.

Musikalske verdensstjerner i Sorgenfri

Sorgenfri kirke åbner dørene op for en helt unik oplevelse, hvor nogle af tidens allerbedste jazzmusikere gæster kirken og fylder den med musik.

Efter denne jazzgudstjeneste kan man fordøje oplevelsen ved en påskemiddag, hvor også musikerne deltager.

”Sidste år lavede vi et tilsvarende arrangement, og der opstod en helt særlig stemning fordi musikken, præsten og stemningen i kirkerummet gik op i en højere enhed, og fordi vi efterfølgende kunne dele den gode oplevelse over en skøn påskemiddag,” fortæller kirkens organist, Anne-Kari Ferenczi, der ikke selv skal spille skærtorsdag, men som står for at arrangere musikken ved gudstjenesten.

Det er fire markante profiler fra den danske jazzscene, der står for musikken. Nemlig Mathias Heise. der er kåret som verdens bedste mundharpespiller og har modtaget talrige priser, blandt andre Kronprinsparrets Stjernedryspris og Ben Webster Prisen, som den yngste modtager nogensinde.

Desuden medvirker bassisten Matthias Petri, der efter et længere ophold i New York har placeret sig centralt på den danske jazzscene. Olivier Antunes, der er en af de førende danske jazzpianister, har skabt en særlig jazzprofil som jazzkirkemusiker i Eliaskirken på Vesterbro er også med.

Endelig medvirker Kira Martini, der er blandt toppen af kvindelige vokalister på den danske jazzscene.

peb

FAKTA

Hvad: Jazzgudstjeneste/fællesspisning

Hvornår: 6. april kl. 18

Hvor: Sorgenfri kirke

Hvordan: tilmelding www.sorgenfrikirke.dk

Pris: spisning 80 kr.

Musikalske verdensstjerner i Sorgenfri Kirke