Rygtet har allerede spredt sig på gymnasierne, hos fans i boldklubben, og blandt alle os der var unge i 90’erne.
Kings Hat er genåbnet i samme navn og næsten samme ånd, som dengang i 1989, da Berlinmuren faldt, cowboybukserne var lyse og slidte, der blev spillet backgammon på værtshusene og vi råbte med på MC Einas Ahr Dér! Eller skrålede til One Two’s ”Den bedste Tid”.
Og meget tyder på, at tiden har været nådig ved Lyngbys eneste rigtige gå-i-byen-sted. For 40+ generationen forbinder det med varme følelser og masser af 90’er nostalgi, og for de unge er det et kærkomment lokalt alternativ til forældrenes kældre og det københavnske natteliv.

Kings Hat genåbnede lige før jul, og modtagelsen har været så overvældende, at initiativtagerne har svært ved at skjule begejstringen.
Det er indehaver af ejendommen og tidligere bestyrer af Kings Hat Carsten Bak Sørensen, der sammen med Nikolaj Kirkebye og Jeppe Wad har genåbnet byens pub og natklub.
De to sidste har masser af erfaringer fra det københavnske underholdnings- og restaurationsmiljø og kunne se et potentiale i stedet, da de i efteråret tog kontakt til Carsten Baks Sørensen, der efter at have afhændet Post Pub mange år tidligere sådan set havde forsvoret, at han skulle være restauratør igen. Men i takt med at planerne begyndte at udfolde sig, så var der alligevel så mange følelser omkring stedet, at de tre endte med at indgå et partnerskab.

”Vi er ikke i tvivl om, at det gør en forskel, at vi er så investerede i det, og selv tager aktivt del i driften af stedet,” siger Carsten Bak Sørensen.
Det er Nikolaj Kirkebye, der låser os ind i de tomme lokaler, der 12 timer forinden har genlydt af musik og glade mennesker. Det var vel at mærke onsdag aften. Men at spore på de anerkendende kommentarer fra Carsten Bak Sørensen, så har der været travlhed bag baren.
”Der var virkelig en god stemning i går,” siger Nikolaj Kirkebye glad. Der var måske 30 unge og 10 ”voksne”, og alle hyggede sig.

God start
Kings Hat åbnede den 16. december, kun tre dag efter, at bevillingen officielt kom på plads. Men juleaften var den helt store premiere, for det er traditionelt set en af årets bedste aftener, og de blev ikke skuffede.
”Klokken 23.30 ringede telefonen, og så fik jeg at vide, at hvis jeg ikke havde andet at lave, så måtte jeg godt kigge forbi og hjælpe med at rydde borde af. Så det gjorde jeg, og det var skidehyggeligt,” siger Carsten Bak Sørensen.
Han er altid klar til at træde til, der hvor der er brug for ham, og han kan godt lide tjansen på gulvet, hvor der er god kontakt til gæsterne, og han kan få en føling med festen.
Det er stadig den britisk pubstemning, der præger indretningen med de rå murstensvægge og de mørke træbåse. I loftet hænger fodboldtrøjer, og når der er store sportsbegivenheder, trækkes lærredet i hjørnet af lokalet ned, så er der storskærm.
Musikken er fortrinsvis fra 80’erne og 90’erne. Og blandt husets DJ’s finder man både Gary på 62 år og legendariske Søren DJ, der har spillet på Kings Hat siden åbningen i 1989.
”De forstår begge at læse deres publikum, og lytte til ønsker,” siger Carsten Bak Sørensen.
Han vidste godt, at der var mange følelser knyttet til Kings Hat. Det kunne han se i den Facebook gruppe tilegnet stedet, som han selv bestyrer. Alligevel er han blevet overvældet af den kærlighed de er blevet mødt med.
For både Carsten Bak Sørensen, Nikolaj Kirkebye og Jeppe Wad, der i 90erne selv har haft deres gang på Kings Hat både professionelt og privat, så er det sjovt at se, at flere generationer nu benytter stedet.
”Vi har jo unge, der kommer her, hvis forældre mødte hinanden på Kings Hat. Det er sjovt,” siger Nikolaj Kirkebye.
Han har efterhånden også talt med mange forældre, der glæder sig over, at deres unge ikke behøver at tage til København for at gå i byen, at der er noget trygt i at vide, at det er her de er. Og det glæder ham.
”Det er det vi gerne vil skabe. Et hyggeligt miljø, hvor man kan have det sjovt og feste sammen, og hvor alle kan være med,” siger Nikolaj Kirkebye.

Historien om ”Hatten”
Kings Hat blev åbnet af Carsten Bak Sørens far Jørn, der også startede det hedengangne Post Pub. Han var temmelig anglofil og havde en særlig forkærlighed for de engelske og irske pubber. Det var netop over et par pintes, at han sammen med sin ven arkitekt Erik Jensen fik ideen til at etablere en pub i kælderen af den dengang nyopførte bygning på Nørgaardsvej 1.

Det eksakte forløb i den efterfølgende brainstorm bliver nok svært at genskabe. Men i den kreative proces kom Erik Jensen i tanke om, at han havde en høj hat, og nu man var i Kongens Lyngby, så skulle det også med. Tilsat Jørn Bak Sørensens forkærlighed for Storbritannien gennemgik forslaget en angloficering og navnet blev således ”Kings Hat”. Nogenlunde sådan lyder fortællingen i hvert fald.
Målgruppen var i første omgang et mere voksent eller modent publikum, men det var områdets unge ligeglade med. De elskede også ”Hatten”, som det hurtigt kom til at hedde i folkemunde, og inden længe blev det så populært, at de måtte udvide til dobbelt størrelse.
Det var i disse gyldne år, at Carsten Bak Sørensen drev stedet. Men på et tidspunkt fik han lyst til at træde ud af familiedynastiet og prøve noget andet, så i stedet bestyrede han i en årrække en beværtning i København.

I Lyngby blev Kings Hat afløst af det jyske koncept Crazy Daisy. Men det blev aldrig helt så stor en succes. Så efter fire år kom Carsten Baks Sørensen tilbage. Stedet genåbnede som Kings Hat, men for Carsten, der på det tidspunkt havde overtaget ansvaret for familiefirmaet omkring Post Pub og det tilhørende hotel, blev driften for omfattende, og det blev i stedet Irish Pub, der overtog lejemålet.
Til og med coronavirus satte en stopper for nattelivet holdt livemusik og Guinness i mange år liv i stedet. Men da verden igen åbnede, stod lejemålet pludselig tomt.
Nikolaj Kirkebye og Jeppe Wad udviste interesse, og jo mere de tre begyndte at tale om det, jo mere synes Carsten Bak Sørensen, at der igen blev tændt en indre ild i hans restauratørhjerte.
Tradition og fornyelse
En frisk start kunne godt kalde på et nyt navn, og der var da også alternativer oppe at vende, men der var så mange gode associationer ved Kings Hat, at de tre blev enige om at holde fast i det.
Der skal dog også noget fornyelse til. Første store projekt bliver at få lavet et rum med ventilation til rygerne, som bliver placeret mere diskret. Der er også planer om at udvide dansegulvet, og renovere lofterne. Men de føler sig lidt frem lige nu, for de vil gerne tage de rigtige beslutninger i takt med, at de lærer gæsterne og deres behov at kende.
Lige nu har de åbent alle ugens dage. Det kan dog ændre sig i løbet af sæsonen. I øjeblikket er fodbold og håndbold VM med til at trække folk til, og de arbejder også på et mere formelt samarbejde med Lyngby Boldklub. I det hele taget er de meget åbne for gode ideer.
Man kan også leje stedet til fester, og det behøver ikke at være til langt ud på natten.
”Vi har hørt at det kan være svært at finde egnede lokaler man kan leje til børnefødselsdage. Sidste weekend havde vi en 6-års fødselsdag med pinata-tøndeslagning, popcorn, slush ice og børnedisko, så det kan vi også,” siger Nikolaj Kirkebye.
Men der er nogle traditioner, som man ikke piller ved.
”Når vi lukker, spiller vi altid ”Den allersidste dans” med Kim Larsen tre gange. Når den kommer på ved gæsterne, at det er ved at være tid, anden gang, tænder vi lidt af lyset, og tredje gang tænder vi alt lys. Det er en god måde, at runde aftenen af på og sende gæsterne ud i natten på en stille og rolig måde,” siger Carsten Bak Sørensen.

Lige nu har Kings Hat åbent alle ugens dage fra kl. 17 til lukketid. Hvornår lukketid er, det ved du, når du hører Kim Larsen synge:
” … Den allersidste dans
Før vi går hjem
Før solen og en ny
Dag bryder frem”