Indbrud er på samme niveau som under nedlukningerne

Antallet af indbrud er på samme niveau som under corona-nedlukningerne. Målet er at få tallet længere ned, lyder det fra politiet.

Indbrud: God tendens fra corona fortsætter

INDBRUD En positiv ting ved at lukke landet ned var, at antallet af indbrud faldt markant. Sådan må det jo nødvendigvis gå, når langt flere er hjemme døgnet rundt.

Men glæden stopper ikke her. For selv efter mundbindene er smidt, og mange er vendt tilbage til arbejdspladsen, er indbrudsniveauet forblevet på samme lave niveau. Det viser de seneste tal fra Danmarks Statistik.

Sidste års indbrudstal ligger cirka på niveau med tallene for 2020 og 2021, hvor vi særligt mærkede pandemien. Her er det værd at bemærke, at vi også startede 2022 med en nedlukning, men resten af året var landet ikke lukket ned. Men altså markant lavere end i 2018 og 2019.

Øget samarbejde

Hos Nordsjællands Politi giver politikommissær Janni Findorf sit bud på årsagerne til den positive udvikling.

“Det ene er det øgede samarbejde mellem kommune, borger og politi med særligt fokus på forebyggelse. Her er rigtig mange gode initiativer, hvor blandt andet nabohjælp er en vigtig medspiller. Konceptet er, at man går sammen i sit nabolag og holder vågent øje med hinandens boliger,” siger hun og fortsætter:

“Mange er derudover blevet mere opmærksomme på, at indbrudssikre deres hjem, så det ikke er attraktivt for indbrudstyven at komme på besøg,” siger hun og tilføjer:

“Vi har i indbrudsefterforskningen også nydt rigtig godt af, at mange har opsat god overvågning i deres boliger, som har været medvirkende til, at vi har fængslet flere indbrudstyve.”

Politikommissæren fortæller, at Nordsjællands Politi også har skruet op for efterforskningen.

"Nordsjællands Politi intensiveret efterforskningen i de særligt udsatte kommuner, og vi har haft succes med at fange og fængsle kendte indbrudstyve. Og vi kan konstatere, at vi må have sat de ”rigtige” ud af spillet,“ siger hun og tilføjer:

“Det, vi erfarer, er, at blot en indbrudstyv kan stå for mange indbrud, så når vi sætter bare en ud af spillet, er virkningen synlig.”

Ingen sovepude

Den seneste udvikling får dog ikke politiet til at slække på indbrudsindsatsen, forsikrer Janni Findorf.

“Vi hviler bestemt ikke på laurbærrene. Vi kører fortsat målrettet indsatser mod indbrudskriminalitet i Nordsjælland. Vi har flere igangværende efterforskninger og uge 7, som historisk set er en kendt ”indbrudsuge” bliver også præget af øget patruljering med fokus på indbrud,“ siger hun og understreger, at målet er at få indbrudsniveauet længere ned.

“Det er vores drøm, at vi kan fortsætte den gode kurve og være med til, at endnu færre borgere i Nordsjælland bliver udsat for indbrud,” siger hun og fortsætter:

“Der skal også lyde en tak til borgerne i Nordsjælland samt en reminder om, at sammen står vi stærkere. vi vil derfor gerne opfordre endnu flere borgere til at kigge på rådene for at mindske risikoen for indbrud og samtidig opfordre til at ringe til politiet, hvis man ser noget mistænkeligt,” siger hun.

20182019202020212022
Lyngby-Taarbæk427408261 265261
Rudersdal665586354358381
Gentofte654663406453424
Kilde: Danmarks Statistik
Fakta