Idrætslederpris til enmandshær

Kim Wassmann blev hædret for sit store arbejde i Lundtofte Badmintonklub.

Idrætslederpris til enmandshær
Foto: Mikael Østergaard
Kim Wassmann fik prisen som årets idrætsleder i Lyngby-Taarbæk. Foto: Mikael Østergaard Foto: Mikael Østergaard

Kim Wassmann fra Lundtofte Badmintonklub blev mandag hædret med Lyngby-Taarbæk Kommunes idrætslederpris. Med prisen fulgte 10.000 kr.

Kim Wassmann har mange kasketter på: Administrator, kasserer, webmaster, eventmager, træner, holdleder, hyggeonkel og chauffør, når klubbens ungdomshold skal til stævner og holdkampe uden for kommunegrænsen.

”Kim er humlebien, der fik en hensygnende klub til at flyve”, som der blandt andet stod i indstillingen til prisen fra Lundtofte Badminton Klub med henvisning til, at klubben i en lang årrække havde få medlemmer og næsten ingen aktiviteter, men som med Kim Wassmanns store arbejde har fået vendt skuden.

Et aktuelt eksempel er klubbens U13-hold, der har vundet sin række og dermed kvalificeret sig til DM i april.

Lundtofte Badmintonklub blev stiftet i 1975 og er en del af den blå familie af sportsklubber i Lundtofte, som ud over badminton tæller fodbold, karate, judo og trampolin.