Af Mette Henriksen, stadsarkivar ved Lyngby-Taarbæk Stadsarkiv
Raadvad er en del af fortællingen om Danmarks tidligste industrialisering. Langs Mølleåen anlagde man vandmøller, som med tiden udviklede sig til industrivirksomheder ved at anvende åens vandkraft i produktionen.
Industriproduktionen i Raadvad begyndte i 1643, da den københavnske klejnsmed Christian Alckenbrecht fik kongelig bevilling af Christian d. 4. til at producere våben og landbrugsredskaber. Med Mølleåens vandkraft kunne han drive et hammerværk og en slibemølle.
I 1758 gav Frederik d. 5. stedet til sin kammertjener Nicolai Jacob Jessen. Han anlagde en fabrik til produktion af isenkramvarer. Efter Jessens fallit, overtog det københavnske isenkræmmerlav fabriksanlægget og begyndte i 1767 en produktion af knive, værktøj og landbrugsredskaber.
Allerede omkring 1890 begyndte Raadvad at producere de første brødskæremaskiner af det nye rustfrie stål. Brødmaskinen blev hurtigt en klassiker, og der er ikke mange danske hjem, som ikke har haft en brødskærer med mærkatet Raadvad.
Under Første Verdenskrig opnåede Raadvad stor succes med at fremstille landbrugsredskaber til Rusland. Den forøgede produktion betød, at fabrikssamfundet voksede, og der blev bygget nye arbejderboliger ”De nye huse” og en ny skole i 1918.
Den russiske revolution i 1917 satte dog en stopper for betalingen, og i 1921 gik fabrikken konkurs. I 1924 blev bygningerne overtaget af firmaet Scania Vabis, der fortsatte produktionen af knive og brødskærermaskiner.
I 1940 købte Staten hele bebyggelsen i Raadvad. Produktionen fortsatte dog indtil 1973, hvorefter fabrikken flyttede til Brønderslev og i dag er en del af koncernen Fiskars.
I 1976 nedsatte miljøminister Helge Nielsen Raadvad-udvalget, som i 1980 besluttede, at Raadvad skulle bevares som et industriminde. I dag huser fabrikken værksteder for kunsthåndværk og Center for Bygningsbevaring.
