Garanti for masser af grin

Handelsforeningen i Lyngby præsenterer cirkus i særklasse fredag den 6. juni

VARIETE Klovnerne Charlie og Binalto fra Cirkus 3 og Cirkus Mongo fra Århus var sidste år nogle af de mest benyttede børneunderholdere i hele Danmark. Fredag d. 6 juni kl. 19 og kl. 20 kan Handelsforeningen og Danske Bank præsentere en børnevariete og -cabaret med Cirkus 3, gøgleren Tonny Trifolikum fra Cirkus Mongo samt den lokale tryllekunstner og vicepræsidenten fra magisk Cirkel Michael Kristensen.

På hjørnet af Jernbanevej og Lyngby Hovedgade på området, som også kaldes Frølåret, opstilles et cirkustelt. Heri præsenteres varieteen første gang kl. 19 og gentages kl. 20. Der er gratis adgang, og billetter kan hentes hos Danske Bank Lyngby Hovedgade 39, fra og med mandag d. 26. maj.

Nærmere omtale af de lokale klovner Charlie og Binalto fra Cirkus 3 er unødvendig, hvorimod

Tonny Trifolikum er et forholdsvis ubeskrevet blad i Kgs. Lyngby. Men til alle godtfolk, benyt chancen for at opleve en af Danmarks morsomste gøglere. Sidste gang, Tonny Trifolikum gæstede Lyngby, var, da han optrådte på Dyrehavsbakkens store scene. Tryllekunstneren Michael Kristensen medvirker også i børnevarieteen. Michael Kristensen er for nylig blevet valgt til vicepræsident for sammenslutningen af tryllekunstnere i Danmark, bedre kendt som magisk Cirkel og har desuden været en af hovedmændene bag den nyligt afholdte Magisk dag i Lyngby Kulturhus.

Kære forældre, beslut jer på jeres børns vegne. Hent billetter. I vil ikke fortryde. På ca. 30 minutter vil I komme til at opleve klassiske klovner, slapstick, kvalitetsgøgl, trylleri og sidst, men ikke mindst, god gammeldags varietestemning.

Varieteen præsenteres af Handelsforeningen med økonomisk støtte fra Danske Bank i Lyngbys Fond.