Af Line Hesselberg Karpf, Medieskolen Lyngby
LYNGBY | Det er efterårsferie og en meget travl dag på McDonalds. Om morgenen er der ro og kun få medarbejdere, der går og gør rent. Lyset fra morgensolen rammer de store ruder og lyser ind på de mange stole og borde. Men så snart klokken slår 10, bliver de nypudsede døre låst op, og kunderne begynder at strømme ind. Medarbejderne i køkkenet og bag disken står med et smil på læben, klar til at give deres kunder den bedst mulige betjening. Men da jeg ankommer til McDonalds på min første vagt, er der ikke nær så roligt.
Mængden af mennesker er nu ekstrem, og køen lang. Masser af menneskemylder. Børn, unge og gamle, alle sjæle kommer der. De skubber, griner og maser, indtil de er kommet frem til kassen. Herefter balancerer de igennem massen, og forældres blik søger gennem lokalet, som om deres øjne tilhørte en ørn. Når en ledig plads spottes, går jagten i gang, og de små tropper bliver sendt i forvejen for at vinde kampen.
Jeg træder ind midt i denne slagmark og bevæger mig forbi krigens leder med det røde hår og de store sko, mr. Ronald McDonald. Hurtigt bliver jeg revet ind bag disken, hvor skarpe og hurtige hjerner regerer. Jeg bliver vist ned i damernes omklædningsrum og får stukket en uniform i favnen. "Tag det på, og kom op til mig", siger medarbejderen, der har vist mig vej. Mit hår bliver sat op og gemt væk under en kasket med teksten "Jeg er ny medarbejder". De ord skal være mit hvide flag, hvis kampen bliver lidt for hård. Dette er mit første job nogensinde, og nervøsiteten kommer stærkt op i mig, da jeg træder i min nye uniform. Sorte bukser, en ternet skjorte, et bælte og en kasket. Mine hænder ryster let, og jeg bliver nødt til lige at trække vejret en ekstra gang, inden mine fingre er i stand til at knappe den sidste knap i skjorten. Jeg er ufattelig nervøs for at dumme mig og ikke være god nok til det arbejde, jeg snart skal i gang med. Jeg har bestemt ikke lyst til at blive hadet af chefen fra første dag. Jeg har ikke været til jobsamtale, da min søster arbejder på McDonalds og har anbefalet mig og skaffet mig jobbet. Så jeg er meget opsat på at gøre mit bedste for ikke at sætte hende i et dårligt lys. Det virker skræmmende at skulle ud og snakke med kunderne og udføre opgaver på en anden måde, end jeg er vant til fra skolen. I skolen er det jo kun er mig, der skal betale for de fejl, jeg laver, men her er der kunder, som forventer at få en god service.
Jeg begiver mig op ad trappen og skøjter hen over gulvet i mine knap så skridsikre All Stars-sko. Jeg får en våd klud i hånden og bliver derefter sendt af sted. På slagmarken, hvor slaget er i gang med at blive udkæmpet af den danske version af Desperate Housewifes, bredskuldrede fædre og burger-elskende børn.
Jeg bliver sendt ud i lobbyen, hvor jeg skal tørre borde af, feje gulvet og ordne bakker, i det hele taget bare sørge for at der er pænt og rent.
I den første times tid føler jeg mig lille og forvirret, hvad mon mine nye kollegaer tænker om mig? Jeg tænker, at de alle virker ældre end mig, men det er nok fordi, de er vant til arbejdet og har styr på, hvad de laver. De behandler mig heldigvis alle sammen pænt, og det fungerer godt, at det kun er unge, der arbejder sammen.
I løbet af dagen finder jeg ud af, at det rent faktisk gavner at være iklædt denne ellers så grimme og kejtede uniform. Uniformen hjælper mig nemlig med at sætte mig ind i 'rollen', og det er dermed nemmere at lægge 'Lille Line' på hylden for at være medarbejder på McDonalds.
Efter otte timer er jeg endelig færdig med min første dag på McDonalds. Det har været en lang og hård dag, men jeg håber, at jeg har fået gjort et godt indtryk. Mine fødder gør ubegribelig ondt, og jeg falder straks omkuld, da jeg når hjem til min sofa. Både min nye chef og mine kollegaer har taget godt imod mig, og jeg har stadig mod på at komme tilbage i morgen.
