Flere tyverier fra personbiler

Bilindbrud En 42-årig kvinde fra Kgs. Lyngby anmeldte klokken 16.25 onsdag, at hendes taske var blevet stjålet fra hendes bil klokken 15.00, mens bilen holdt parkeret på Trongårdsvej. Via en chip kunne tasken spores til et parkeringshus i København, og en patrulje kørte derfor til stedet for at undersøge forholdet nærmere. Her blev flere effekter fra kvindens taske fundet liggende i en aflåst bil påmonteret nummerplader tilhørende en anden bil. Der blev rekvireret hjælp til at få låst bilen op, og kvinden kunne derfor efterfølgende få de fleste af sine ejendele igen. Kvindens bærbare computer, som havde ligget i tasken, blev dog ikke fundet i bilen, og den er derfor fortsat meldt stjålet.