Fang fortiden før den forsvinder

Stadsarkivet og Det Grønne Område er i gang med at indsamle foto fra lokalområdet til en udstilling på Frieboeshvile. Send meget gerne foto og eventuelle minder fra tiden, der er ved at forsvinde.

I alle de små og større lokalsamfund, der tilsammen danner Lyngby-Taarbæk kommune, er der butikker, skilte, bygninger, virksomheder, værksteder, pladser, veje eller andet, der minder os om tiden, der var en gang. Steder, der får os til at tænke tilbage på den gang, hvor vi købte ind i små butikker, tog på busture med Blachs Turistfart eller røg vores første smøger i smug bag cykelsmedens værksted.