Falske rygter med spredehagl

Fire unge er blevet hængt ud i to rygter, der cirkulerer i Lyngby-Taarbæk. Men alt tyder på, at der er tale om det pure opspind og rygterne frustrerer forældrene til to af de unge

Foto: Monica Olsen

LYNGBY | I april dumpede et brev fra Trongårdsskolen ind ad brevsprækken hos 15-årige Jonas og hans familie. Brevet var sendt til alle eleverne i 8. klasse på skolen, og Jonas' forældre havde svært ved at tro på indholdet, da de gik i gang med at læse.

Brevet beskrev, at der blandt eleverne foregår det, skolen kalder 'grænseoverskridende adfærd', når eleverne går til fest. Skolen opfordrede forældrene til at tale med deres børn og være opmærksomme på deres adfærd i fritiden.

Skoleleder Gordon Lees har afvist at kommentere indholdet af brevet over for DGO, fordi brevet efter hans mening er internt. Indholdet af brevet er da også foruroligende, men det er ifølge DGO's oplysninger baseret på oplysninger, der ikke er bekræftede.

I kølvandet på brevet fra skolen blev nogle af de unge i 8. klasse indkaldt til en samtale på skolen sammen med deres forældre. Deriblandt Jonas.

Skolen var stødt på et rygte om, at Jonas, sammen med en klassekammerat, to år forinden havde forsøgt at tvinge en jævnaldrende pige til at give et blowjob. Hun var ifølge rygtet blevet truet med at få klippet håret af, hvis hun ikke samarbejdede.

Rygtet passer ikke. Skolen har sat navn på alle tre unge, og alle tre har afvist, at der er nogen sandhed i rygtet. Jonas kan heller ikke huske, at han og de to andre nogensinde har opført sig på en måde, at nogen kunne fejlfortolke, det de lavede. Han ved ikke, hvordan rygtet kan være opstået.

Jonas' forældre har forsøgt at få Trongårdsskolen til at fortælle, hvor den har rygtet fra. Men det er blevet afvist med henvisning til, at skolen har tavshedspligt. Både skoleleder Gordon Lees og Jonas' forældre har dog givet udtryk for, at de tror ham, når han siger, at rygtet ikke passer.

Også hans kammerater tror på ham.

"Der er ingen af børnene, som tager det alvorligt. Folk synes, at brevet er latterligt. Der er så meget i det, der ikke passer," siger Jonas.

Tiden er gået siden brevet fra Trongårdsskolen blev sendt ud, og Jonas' mor troede, at nu var tingene faldet lidt til ro. Men i sidste uge blussede det hele op igen.

Forældrene til en af pigerne i Jonas' klasse blev ringet op af en kontaktforælder, der kunne fortælle, at Jonas havde tvunget deres datter til at udføre et blowjob.

I første omgang blev pigens forældre chokeret, men da de fik snakket sammen, kunne de ikke få historien til at passe sammen. De havde ikke lagt mærke til, at deres datter har været ked af det og da de konfronterede hende med historien, blev hun overrasket.

"Det var tydeligt, at hun ikke genkendte historien og hun blev ked af det på både sine egne og Jonas' vegne," siger pigens mor.

Både Jonas' og pigens forældre har forsøgt at finde ud af, hvem der står bag historien, men er strandet ved kontaktforælderen. Kontaktforælderen har sagt, at historien kommer fra en forælder, men vil ikke sige hvem.

Blowjobbet skulle, ifølge rygtet, være givet, mens en gruppe unge var forsamlet på et konkret, offentligt sted i kommunen. Både Jonas og pigen var til stede på det pågældende sted, men begge afviser, at der er hold i historien. Det samme siger de veninder, som pigen var sammen med den aften. De er alle blevet spurgt, om de kender til historien via deres forældre og har afvist det.

Pigens forældre vil stadig gerne vide, hvor rygtet om deres datter stammer fra og derfor har de i den forløbne weekend sendt en mail ud til alle forældre i hendes klasse.

I mailen giver de bl.a. udtryk for, at de er rystede over, at der er sat rygter i verden uden, at de er blevet direkte kontaktet.

Også Jonas' forældre er frustrerede over det nye rygte.

"Det er det samme indhold, der går igen i de to rygter. Jeg har tænkt, at nogen forsøger at begå et karaktermord på Jonas, men jeg kan ikke gennemskue, hvad anledningen skulle være," siger Jonas' far.

"Jeg tror, at nogen har besluttet, at Jonas er en skidt dreng og at nu, hvor tingene efter skolens brev har lagt sig, så har de villet tage rygtet op igen," supplerer Jonas' mor.

Jonas er et opdigtet navn. DGO har valgt at gøre ham anonym for ikke at udstille ham og de andre unge unødigt.