Nogle gamle egetræer har måttet lade livet. Stammerne fra de fleste af disse ligger nu i et skovstykke langs den nye sti på DTU, der har fået navnet Nordstien.
Stien er 230 meter lang og går fra Nordvej i syd til Lundtoftegårdsvej i nord, hvor man også finder Pension Danmarks studieboliger.
“Stien letter adgangen til campus for de studerende, som bor i studieboligerne. Og så inviterer den alle indenfor på DTU,” siger projektleder Anna-Claudia Erichsen, der fortæller, at stien er oplyst af klassiske DTU-parklamper.
“Det vil derfor være et trygt sted at færdes. Både om aftenen og i den mørke vintertid,” siger hun.
I forbindelse med anlæggelsen af stien er DTU i færd med at plante 2400 nye små egetræer.
Træerne plantes i et lille bælte øst for stien og i et 30 meter bredt bælte hen over Hempelgrunden mod Bygning 266. Skovstykket er en del af randskoven, som omkranser hele DTU.

