Eksperter: Sådan tager man sig af sætningsskader

To eksperter giver deres bud på, hvordan man stiller sig selv bedst muligt, hvis der kommer eller er anlægsarbejde i nabolaget.

Eksperter: Sådan tager man sig af sætningsskader
To eksperter giver deres råd til, hvordan man stiller sig bedst muligt, hvis man får sætningsskader fra anlægsarbejde. Foto: Lyngby-Taarbæk Forsyning
To eksperter giver deres råd til, hvordan man stiller sig bedst muligt, hvis man får sætningsskader fra anlægsarbejde. Foto: Lyngby-Taarbæk Forsyning

Inden begyndelsen på anlægsarbejde bør man gennemfotografere sit hus, så man kan dokumentere, at skaderne er sket efter anlægsarbejdets begyndelse.

Er skaden sket, bør man først tage fat i sit forsikringsselskab. Dækker de ikke, skal man have fat i skadevolder. Og hvis skaden ikke anerkendes, skal man have fat i en advokat. For så kan det ende med en retssag.

Sådan lyder rådene for de to eksperter, som Det Grønne Område har talt med.

Tag billeder

Lyngby-Taarbæk Forsyning er i øjeblikket i fuld gang på Buddingevej. Det samme er letbanearbejdet andetsteds. Og det kan medføre sætningsskader.

Hvis man ved, at anlægsarbejdet kommer til ens nabolag, gør man klogt i allerede inden at dokumentere husets tilstand, siger fagekspert i forsikring, byggeteknik og byggefysik ved Videnscenter Bolius, Tine Sode.

"Det vigtigste er, at man gennemfotograferer sit hus og har datoer, inden arbejdet er gået i gang. Det er vigtigst omkring soklen og omkring vinduerne, for det er oftest der skader opstår. På den måde kan man påvise, at det er sket i forbindelse med anlægsarbejdet," siger hun og fortsætter:

"Det er svært at påvise, om det er før eller efter, men man kan se, om det er nye eller gamle revner. Men om det er spritnye eller to-tre år gamle er svært at påvise. Så fotografér huset hele vejen rundt," siger hun.

Kan medføre retssag

Professor ved Juridisk Institut på Aarhus Universitet, Søren Højgaard Mørup, fortæller, at fremgangsmåden med sætningsskader ved anlægsarbejde ikke adskiller sig fra alle mulige andre skadessager.

"Ligesom hvis der er én, der laver skade på din bil, så bør man ved sætningsskader i forbindelse med anlægsarbejde først kontakte sit forsikringsselskab for at høre, om skaden er dækket af ens husforsikring. Hvis det ikke er tilfældet, må man henvende sig til skadevolder. Så det er ikke anderledes end andre skader, man bliver påført af andre," siger han og fortsætter:

"Hvis skadevolder ikke vil anerkende ansvar, årsag eller tabets størrelse, kan det blive nødvendigt at føre retssag. Og så bør man kontakte en advokat, som fører denne type sager. Hvis der er eksproprieret til et anlægsarbejde, kan man sommetider få behandlet kravet af ekspropriations- og taksationsmyndighederne. Det har den fordel, at det ikke koster noget, og at det typisk går væsentligt hurtigere end en retssag."

Lyngby-Taarbæk Forsyning skriver også på dets hjemmeside, at man først skal tage fat i sit forsikringsselskab. Afviser de sagen, sender man billeder, anden dokumentation, policenummer og forsikringsselskabets afvisning af sagen til forsyningen på forsyning@ltf.dk.

Lyngby-Taarbæk Forsyning sender den så til eget forsikringsselskab og til entreprenørens forsikringsselskab.

Man kan læse mere på ltf.dk.