Irma på Lyngby Hovedgade bliver til en 365discount. Mens Irma på Sorgenfri Torv bliver omdannet til Brugsen Sorgenfri Torv. Irma på Stengårds Alle bliver til 365discount.
Tager man over kommunegrænsen mod nord, så bliver både den store Irma i Holte Midtpunkt og den lille Irma på Nærumvænge Torv forvandlet til 365discount.
Omlægning sker, fordi dagligvarekoncernen Coop vil samle de største butikker fra kæderne Kvickly, SuperBrugsen og Irma i én kæde, som skal hedde "Coop".
Det skriver koncernen i en pressemeddelelse tirsdag formiddag.
Resten af de tre kæders butikker skal sammen med lokale butikker, som går under navnet Dagli´Brugsen, samles under navnet "Brugsen".
Svære tider
“Vi står midt i en tid, som vi aldrig har oplevet før i hverken branchen eller Coop. Efter at have leveret rekord-resultat i 2020 og rekord-omsætning i 2021 har vi set en ekstrem ændring i kundernes indkøb det seneste år, hvor de flytter mere indkøb over i discount, og generelt køber færre og billigere varer,” siger koncernens administrerende direktør, Kræn Østergård Nielsen, i en pressemeddelelse, der blev udsendt tirsdag middag.
De første butikker i den nye kæde åbner efter sommerferien i år.
Den nye struktur betyder, at Coop går fra at have otte forskellige kæder til blot at have tre.
Indtil sidste år havde man Kvickly, SuperBrugsen, Dagli´Brugsen, Fakta, 365discount, Irma, Coop.dk Shopping og Coop.dk MAD.
Det bliver reduceret til Coop, 365discount og Brugsen.
Med sammenlægningen ændres Irma fra at være en kæde til at være et brand.
“Af de 65 Irma-butikker konverteres de ni største til den nye Coop-kæde, 28 til 365discount og de 11 mindste til Brugsen, mens 17 lukker,” skriver Coop.
