Debat: Rustenborghuset skal ikke lukkes

Af Ingelise og Ralf Mathiasson, Nøjsomhedsvej 34B, 2800 Kgs. Lyngby

Alt kommer med en pris, men at lukke Rustenborghuset synes at koste meget dyrt. Dette hus drives af få lønnede medarbejdere og mange ulønnede. Et hus der er til daglig glæde, hjælp og inspiration for mange ældre lyngbyborgere. Med diverse kurser bliver ældre mennesker stimuleret både fysisk, psykisk og socialt. Derfor vil en lukning af Rustenborghuset formentlig hurtigt vise sig i form af isolation og nedsat evne til at tage vare på sig selv og derfor behov for øget hjemmehjælp og plejehjemspladser.

Da vi samtidig ved, at gruppen af ældre borgere i kommunen kun bliver større, er der i stedet behov for at øge aktiviteten for de ældre ved at udvikle ikke afvikle Rustenborghuset. Vi håber, at kommunalpolitikkerne regner om og ser lidt mere fremsynet på budgettet.