Henrik Brade, Åbrinken 4, Virum.
Kommunen er ude i en megastor sparerunde. Borgmesteren bekræfter, at der skal spares mange millioner på kerneområder som ældre, skoler og dagtilbud. Selv de allersvageste medborgere bliver ramt, hvis man, som der lægges op til, lukker eller voldsomt beskærer Paradiset.
Men der er en anden vej, hvis kommunalpolitikerne har ryggrad nok til at omgøre en meget dyr beslutning, man tog i 2020, da pengene måske var mere rigelige: Nemlig at overtage 60 km private fællesveje fra 2023. Det vil koste kommunekassen ca 13 mio kr om året at overtage denne udgift fra de parcelhusejere, der bærer den i dag.
Der var gode grunde til at se om der var tung, gennemkørende trafik på nogle af disse veje, som kommunen burde betale for. Men man valgte en meget bred og dyr løsning, hvor enhver vej, der ikke ender blindt, overtages af kommunen i 2023.
Jeg bor på Åbrinken og her er der ikke megen gennemkørende trafik, som ikke har ærinde her. Alligevel overtager kommunen vejen. Og sådan er der masser af veje.
Mit forslag er derfor:
Træk overtagelsen af de private fællesveje tilbage med det samme og brug lidt tid på at genoverveje, om ikke I var lige flotte nok. Og spar så til gengæld lidt mindre på de centrale kommunale opgaver: Ældre, børn og svage.