Danmark følger med i Maria og Daniels verden

At livet indimellem tager nogle gevaldige sving, det ved Maria og Daniel og deres søn Louie, der er med i dokumentaren Årgang 2020. Snart kommer datteren Nora til verden, og hendes liv kommer danskerne også til at følge de kommende 15 år.

Det er lige op over. TV2 følger med, når Nora kommer til verden

Kameralinserne er rensede. Og mobilerne opladt. Den 2. februar har Maria Mainz termin, og så skal TV2 være klar til at rykke ud til Hillerød Hospital, hvor fødslen af hendes og Daniels datter, Nora, skal finde sted. Og sådan var det også, da parrets først barn, Louie, kom til verden for snart tre år siden.

Maria og Daniel, der bor i Eremitageparken, har nemlig sagt ja til at være med i TV2’s dokumentarserie Årgang 2020.

I 18 år følger TV2 dem og de ni andre familier. Og hvert år i januar viser TV2 og TV2 Play fire afsnit, så seerne kan følge med i, hvordan familiernes liv former sig.

For Marie og Daniel har ikke alt været en dans på roser.

”Louie fik diagnosen infantil autisme, da han var to år. Han har ikke noget sprog endnu, men han kommunikerer ved at tage fat i vores hænder. Og så er han god til at skrige, når han vil fortælle os noget,” siger Maria Mainz.

Visheden om, at en stor del af Danmark følger med, bekymrer hende ikke.

”Vi synes faktisk, at det er godt at vise, at der er både svære og gode ting i livet. Vi synes, at det er vigtigt at vise begge sider af livet,” siger hun.

Maria og Daniel er 25 og 26 år og dermed det yngste par, man følger i dokumentaren.

Maria er professionel på sociale medier og har 57.000 følgere på instagram. Så hun er vant til at dele sit liv med mange og lever af de annonceindtægter, som det genererer.

Daniel er snart færdig som tømrer. Og han er mindre vant til offentlig opmærksomhed. Men det generer ham ikke det fjerneste, at folk følger med i familiens liv.

”Jeg har givet autograf på arbejdet til en dreng på 10 år. Ellers mærker man det mest på sociale medier. Det, der er godt ved programmet, er, at det kun kører en måned. Der er altid meget hype, mens programmerne kører, men resten af året er du ikke interessant,” siger han.

Op- og nedture

At der er op og nedture viser forløbet med Louie, der har været meget igennem i sit korte liv. Blandt andet har han været indlagt med meningitis. Det forløb fulgte man i sæson et. I sæson to fulgte Danmark med, da Maria spontant aborterede. I sæson tre, der sendes nu, kommer seerne tættere på, hvordan Louie udvikler sig. Og hvordan familien tackler det til tider svære liv. Nu også med en lillesøster.

”Først gik han i en vuggestue, hvor det ikke fungerede. Nu er Louie startet i en specialbørnehave i Holte, og de kan arbejde med ham på en helt anden måde. Så vi kan mærke, at han udvikler sig meget for tiden,” siger Maria, der fortæller, at han var skrevet op i 10 måneder, inden han i oktober fik den eftertragtede plads.

”Det er SÅ godt,” siger Daniel og uddyber:

”Det er noget helt andet. Man kan mærke, at det er mennesker, der møder ham, hvor han har brug for det. Det er så dejligt. Han kommer hjem og er nogenlunde frisk til at lave ting.”

Parret tjener ikke en krone på at deltage i de mange programmer.

”Vi får et ophold på et hotel en weekend om året, hvor vi ser afsnittene til den næste sæson igennem. Og er der noget, vi vil have fjernet, så fjerner de det,” siger Maria.

Men det er heller ikke for pengenes skyld, at det unge par er med.

”Vi er glade for det. Det er ikke for pengenes skyld. Det er for fortællingen som, vi synes, er interessent. Vi har naturligvis talt om, hvad børnene vil mene. Men som det er nu, vil vi gøre det til så god en oplevelse for dem som muligt. Skulle de have lyst til at sige fra, når de bliver ældre, så tager vi den derfra,” siger Maria og Daniel.

Afsnittene sendes torsdage kl. 20 på TV2 eller på TV2 Play.

CITAT

“Det er for fortællingen som, vi synes, er interessent.”

Fra tre til snart fire. Privatfoto
Snart kommer Nora til verden. Privatfoto