Beboer har ikke vasket i to måneder

Gert Lindberg raser over lukningen af Eremitageparkens vaskeri

Foto: Steen Trolle

Poserne med vasketøj hober sig op hos Gert Lindberg, folkepensionist og beboer i Eremitageparken i Lyngby. Ved årsskiftet lukkede det lokale møntvaskeri, og selv om lejerne i følge lejekontrakten skal have adgang til et fælles vaskeri, så har Gert Lindberg ikke længere mulighed for at vaske tøj.

"Det er meget utilfredsstillende. Jeg har en masse vasketøj stående i poser og jeg aner ikke, hvad jeg skal stille op," siger Gert Lindberg, som benyttede det gamle vaskeri hver 14. dag,

Eremitageparkens vaskeri lukkede på grund af underskud. Et flertal i ejerforeningens bestyrelse har afvist et forslag fra kommunens repræsentant i bestyrelsen om at anskaffe en ny vaskemulighed. I stedet har borgmester Søren P. Rasmussen opfordret alle berørte beboere til at kontakte kommunen. Her vil man så prøve at finde en løsning, for eksempel ved at tilbyde vask via hjemmehjælpen.

"Jeg har kontaktet kommunen, som gav mig en formular, jeg skulle udfylde. Men hvad der kommer ud af det, ved jeg endnu ikke," siger Gert Lindberg.

Han betaler gerne et ekstra beløb om måneden, hvis det kan bane vejen for et vaskeri:

"Jeg har ikke noget i mod at betale 100-200 kroner om måneden, hvis det kan få økonomien til at hænge sammen," siger Gert Lindberg.

Der er 412 lejemål i Eremitageparken.