Årets Hus ligger i Trørød

Et 110 år gammelt norsk bjælkehus er moderniseret med stor respekt for husets stil – det danner en perfekt ramme for en familie på to voksne og to børn

Foto: Michael Bast

TRØRØD | Fire huse nåede i år finalen i den lokale konkurrence om at blive Årets Hus i det grønne område. De blev besigtiget af en omfattende dommerkomite i torsdags, og i år var der ingen tvivl. Valget faldt på det skønneste norske bjælkehus, som ligger Caroline Mathilde Vej 8 i Trørød.

Her bor Sofie Stender og Morten Vernon Jørgensen med Freja på 6 år og Magnus på 2. De købte huset i 2003 og har siden moderniseret det med stor respekt for husets særlige stil og karakter.

Det sorte træhus er på 268 kvadratmeter (beboeligt knap 400 kvm). Det ligger i skovbrynet lige ved Trørød Skov.

Det norske træhus blev bygget i 1895 og står, som det blev bygget. Familien har dog moderniseret med køkken og badeværelse med respekt for den særlige stil og atmosfære, så huset også i dag fremstår som en helhed. Set udefra charmerende, indefra lyst og meget anvendeligt til familiens liv. Huset er registreret hos Søllerød Kommune som bevaringsværdigt i den højeste klasse 1 med prædikatet et unikum.

Det var oprindelig en norsk skibsreder, som byggede det til sin datter som en bryllupsgave. Huset blev bygget af norsk kernetræ, som blev transporteret til Trørød, som dengang lå på landet.

Morten Vernon Jørgensen fortæller om det at bo i huset:

"Vi købte huset i januar 2003 og har haft glæde af, at indtil flere tidligere ejere har besøgt os, fordi de bare måtte se huset igen. De udtrykker enorm kærlighed til huset og glæder sig over, at de ændringer, vi har foretaget, har været med respekt for huset. Præcis den samme følelse går vi relativt nye ejere rundt med. Huset er som en god, kærlig og bestemt bedstemor."

I forbindelse med kåringen til Årets Hus modtog dets beboere en check på 10.000 kroner og en plakette til at sætte op på huset. Pengene gav Morten Vernon Jørgensen med det samme videre til "Søllerød Skole Trafik Forum", som familien er dybt engageret i.

Bag kåringen af Årets Hus står Danbolig i Lyngby, Virum og Holte, Nordea i Lyngby og Holte samt Det Grønne Område.