Udhusbygning må vente

Bylavshuset i Sæby, der led en krank skæbne efter et lynnedslag for to et halvt år siden, bliver ikke genopført i år. Økonomien er for trængt i kommunen.

Nybyggeri af nedbrændt bylavshus må vente et år

Sådan så de sørgelige rester ud efter lynnedslaget i bylavshuset ved den gamle skole i Sæby i juni 2020. Ønsket er stort om et nyt udhus - men det må vente til næste år. Privatfoto

Foto: Privatfoto

I 2020 nedbrændte udhusbygningen ved den gamle skole, på Tingstedet 6 ved gadekæret i Sæby. Årsagen var et voldsomt lynnedslag. Resterne fra den nedbrændte tomte blev fjernet et halvt år efter.

Og i marts 2021 besluttede kommunalbestyrelsen så, at udhusbygningen skal genopføres. Den beslutning står sådan set ved magt – men det bliver ikke lige med det samme.

Kommunalbestyrelsen besluttede mandag aften at udsætte genopførslen af huset, således at byggeriet sendes i udbud i begyndelsen af 2024. Årsagen skal hentes i, at blandt andet byggematerialer er blevet markant dyrere.

Kommunen har ganske vist fået 1,965 millioner til genopførslen af udhuset fra forsikringsselskabet Gjensidige. Men at få bygget huset vil blive over en halv million kroner dyrere end forsikringssummen.

Og pt. står politikerne og kigger ind i en ikke særligt opløftende situation, hvor de skal finde 25 millioner kroner i budgettet.

Samme fodaftryk

Inflation, voldsomme stigninger i omkostningerne til eneri, en stor regning for anbragte børn, blandt andet fra Center Avnstrup, og igen igen markant risiko for stigning i udgifterne til det specialiserede børneområde – samt udgifter til ukrainske flygtninge – truer med at underminere Lejres planlagte budget.

Der bliver mange, der må holde for, og de frivillige i Sæby er blandt dem. Den gamle udbygning indeholdt to toiletter, mindre køkkenfaciliteter og et stort rum med udhusstatus, som blev benyttet til blandt andet billard. Bygningen var på 63 kvadratmeter.

Sæby Bylaug ønsker at få genopført bygningen med omtrent samme fodaftryk som den nedbrændte. Dvs. med to toiletter i huset og mulighed for at tilkoble installationer til et udekøkken med bordplade og håndvask.

Samtidigt er der også behov for et stort rum, som kan benyttes til oplag af deres materiel og benyttes til arrangementer. Meget af dette materiel befinder sig på forskellige gårde i området. Desuden er ønsket plads til repair-LAB og værkstedsrum.

Praktisk

Sæby har en række arrangementer og kan glæde sig over den flotte renovering af den fredede hovedbygning – den gamle skole, som de mange frivillige har lagt et utal af timer i. Men der er kun et enkelt toilet i hovedhuset, hvilket er for lidt, når der er arrangementer i gang.

Og da en del af arrangementerne foregår i haven, er det praktisk, at toiletterne placeres i udhuset.

Men da opgaven med at opføre en ny udhusbygning blev udbudt sidste efterår, indløb der fire tilbud med en tilbudssum, som er blevet for uspiselig for politikerne.