Fjordlandet er et vidunderligt sted som flere turister bør få glæde af. Men desværre er overnatningsmulighederne begrænset.
Visit Fjordlandet og Nationalpark Skjoldungernes Land er gået sammen om at tage udfordringerne med de meget få overnatningsmuligheder i området op. Det er der kommet et spændende fyraftensmøde ud af, hvor deltagerne kan få sparring og hjælp til at komme videre med ideen om at etablere et overnatningssted. Det skriver Nationalpark Skjoldungernes Land i en pressemeddelelse.
Fyraftensmødet finder sted torsdag den 13. april 2023 fra klokken 17 til 20 på Egholm Slot. Det er gratis at deltage, dog er tilmelding nødvendig.
Fyraftensmødet er for personer, der har tanker om eller måske er så småt i gang med at etablere et overnatningssted og som har lyst til at få inspiration, konkret sparring og netværke med ligesindede.
Fyraftensmødet lægger ud med inspirationsoplæg og en fælles snak om hvad området kan tilbyde som noget særligt. Dernæst vil der være tid og mulighed for at netværke og få konkret sparring på eget projekt eller ide.
Man kan læse mere om mødet og tilmelde sig via www.nationalparkskjoldungernesland.dk.
