Sommerfugle og hasselmus får en plan

Nationalpark Skjoldungernes Land har sat en forvaltningsplan i gang for udvalgte, truede dyrearter. Mere viden og forslag til at bedre forholdene for de sjældne arter er hensigten med planen, skriver DAGBLADET Roskilde onsdag.

Blandt andet findes der sjældne perlemor-sommerfugle arter i Bidstrupskovene, og dem er der skarpt fokus på. Nationalparkens sekretariat har lavet en aftale med EntoConsult ved Per Stadel Nielsen om at få lavet forvaltningsplanen for dagsommerfugle.

Desuden har nationalparken givet tilsagn om støtte på 150.000 kroner til Naturstyrelsen, som et delbidrag til at gennemføre et større hasselmus-projekt i Bidstrup Skovene til en samlet udgift på 1.150.000 kroner.

Nationalparkens bidrag skal finansiere dels en overvågning af hasselmus-bestanden; dels en gennemgang og opdatering af et korridor-netværk for hasselmusen fra slutningen af 1990'erne.

Se også DAGBLADET Roskilde onsdag.