
Kirke Hyllinge: 5. klasserne på Kirke Hyllinge Skole deltager i Skole DM Skydning, og det betyder, at der er træning på skemaet i de kommende måneder. Det oplyser DGI i en pressemeddelelse.
I næsten 30 år har DGI og Dansk Skole Idræt i samarbejde med skytteforeninger givet eleverne i 5. klasser i hele landet oplevelsen af at skyde med riffel. Argumentet lyder, at disciplinen kræver fuldt fokus fra den enkelte og styrker sammenholdet i klassen at prøve kræfter med noget nyt.
– Skydning kræver ikke en bestemt fysik. Det betyder, at der er plads til alle – hvad enten man er konkurrenceminded eller gerne vil udfordre sig selv. Det får de elever på skydebanen, der måske ikke ellers har haft succesoplevelser med idræt. I skydning er det nemlig helt andre færdigheder, der er i fokus, siger Kim Bay, der er idrætskonsulent i DGI.
Landsdelsfinalen løber af stablen den 20. november i Fløng.