Se alle billederne: Helt overvældet over kæmpe rykind

Årets store censurerede udstilling på Domus Felix blev en dundrende succes for arrangøren Lejre Kunstforening, der kunne glæde sig over alle de mange mennesker, der lørdag strømmede til den censurerede udstilling, LK Åben 23, med kunstnere fra hele Sjælland.

Censureret udstilling: Helt overvældet over kæmpe rykind

Der var langt over 100 mennesker til ferniseringen på Lejre Kunstforenings censurerede udstilling - her små skulpturer af Karen Brinck. Foto: Agnete Vistar

Foto: Agnete Vistar

– Vi er helt overvældede!

Gunhild Rasmussen, formand for Lejre Kunstforening, måtte lige trækket vejret et par ekstra gange, da hun holdt sin åbningstale under ferniseringen på udstillingen LK Åben 23 i Domus Felix. Hun var mildest talt, ja overvældet, for folk stod i stimer i det store lokale.

Men hun fik da lidt rum omkring sig. Imens blev der ved med at komme flere gæster til udstillingen – så mange, at det på et tidspunkt var svært at komme frem og tilbage. Flere sagde, at de ville komme tilbage søndag i håb om lidt færre mennesker. Lørdag var der næsten kø ved hvert kunstværk.

Det var med andre ord en dundrende succes. Og det skyldtes ikke mindst en høj kvalitet på de mange udstillede værker på den censurerede udstilling, hvor kunstnere fra hele Sjælland var repræsenteret.

Formand for Lejre Kunstforening, Gunhild Rasmussen holder tale i Domus Felix. Foto: Agnete Vistar

En anden nok så vigtig faktor var de mange forskellige indfaldsvinkler, de 50 udstillende kunstnere præsenterede. Kunstforeningen havde satset på at række bredt ud, så mange kunstnere kunne melde sig på banen med værker.

– Det er jo en censureret udstilling, så vi har valgt værker ud af de tilsendte, og mange har et enkelt værk med her på udstillingen. Vi har valgt den kunst, vi forstår, eller tror vi forstår. Vi er gået efter forskelligheden i udtryk, og vi synes, det er lykkes, sagde Gunhild Rasmussen.

Malerier, akvareller, collager, tryk, tekstilkunst, broderikunst, fotokunst, keramik, skulpturer og smykker kunne studeres og blev solgt på udstillingen – når folk ellers kunne komme til! Der kunne høres mange positive kommentarer til den leg med materialerne, som man kunne bevidne på udstillingen.

Krukker af Sonja Nisgaard. Foto: Agnete Vistar

Kunstforeningens flittige aktivitet på Facebook havde i ugerne forinden fået mange menneskers øjne op for, at der var noget særligt at komme efter på denne udstilling – flere kom langvejs fra.

– De nyheder, vi ser i pressen, er ikke just sjove. Vi bliver lidt tonedøve over hele tiden at høre om klimakrise og krig. Men via kunsten kan vi åbne øjnene og tankerne på en anden måde, sagde Gunhild Rasmussen og fortsatte:

– Flere kunstnere her på udstillingen tager udgangspunkt i emner, som optager os. Deres værker er sat op imod billeder, som er smukke. Må de ikke være det? Ved at åbne øjnene for skønhed, lærer vi også at få øje på det, der er uden for døren – alt det, vi bare tager for givet. Vores klode, natur og demokrati, fastslog hun.

udstillingen er åben søndag den 29. januar 11-16.

Smykkebordet med små værker af Charlotte Mikkelsen tiltrak sig stor opmærksomhed. Foto: Agnete Vistar

Lejre Kunstforening indkøbte for første gang sidste år en stor del af kunsten til samme års generalforsamling på en helt ny form for udstilling: Kunst og Corona 22. Den blev blev en stor succes, og konceptet skulle naturligvis gentages i år, denne gang med titlen LK Åben 23.

Væghængt kunst vil kunne ses indtil den 24. februar, når Domus Felix er åben. Keramik, skulpturer og smykker kunne kun ses den forgangne weekend.

Trine Heegaards keramik gik som varmt brød – hun fik solgt mange af især de mindste skåle. Foto: Agnete Vistar

Kunstforeningen har købt nogle af de udstillede værker, som vil blive bortloddet på generalforsamlingen i Kirke Såby den 28. februar.

Søndag den 26. februar fra klokken 12-14 kan man nå at se de indkøbte værker på en lille intim udstilling på Kirke Såby gamle skole på Bogøvej, lige inden de udloddes til generalforsamlingen.

Kirsten Adrian, én af de udstillende kunstnere, og Gunhild Ramussen, formand for Lejre Kunstforening. Foto: Agnete Vistar