Såby faldt med ære

Fodbold: Såby tabte til Frem, men tager meget med fra kampen med over i sjællandsserien.

Såby-spillere på boldjagt. Foto: Anders Kamper

Såby-spillere på boldjagt. Foto: Anders Kamper

Hvad gør man, når man ved, at der kommer en fysisk og spillemæssigt overlegen modstander på besøg?

Såbys anfører, 29-årige Daniel Bylov, tog et par dybe indåndinger, kridtede støvlerne, knoklede derpå i 90 minutter og ledte sit hold gennem en af de sværeste kampe i årevis på banen ved Såbyhallen.

Og ja: Såby fra sjællandsserien kom under hårdt pres fra start mod Valby- eller Sydhavns-drengene fra Frem, der netop er startet sæsonen i 2. division. En pænt stor forskel i rækker og synlig i aftenens pokalkamp for de anslåede 500 tilskuere, og efter 10 minutter drønede Frems nummer 13, Oliver Møller-Jensen, bolden på overliggeren, så det stadig runger. Whau for et hug.

Tre minutter efter fik samme Møller-Jensen så en stikning fra Mathias Bonde Mouritsen, og så stod der 0-1 på tavlen.

Såbys nedtur var startet, men, men. Frems venstreback, Emil Schou Jørgensen, var i det store foræringshjørne kun to minutter efter, da han tabte bolden i eget felt til Morten Jørgensen, og Jørgensen er ikke en hr-hvem-som-helst, så han overlod bolden til meget mere frie Rasmus Tangvig, der fladt udlignede.

Noget af et chok for Frem, og Såby havde fine momentum-minutter lige efter, og Tangvig skulle og burde have gjort det til 2-1 efter 22 minutter på en stikning, hvor han ikke var offside, men han fik ikke driblet sig til en regulær afslutning, så det endte i hjørne.

Frem kom igen, og efter 36 trykkede Søren Nørgaard Hansen 1-2 ind, og det var ikke ufortjent, men 10 minutter efter pausen huggede Morten Jørgensen bolden tæt over mål, så Såby var ikke færdige trods tempoet og det konstante pres.

Bylov dirigerede tropperne i den lette regn, men kunne ikke forhindre 1-3 scoringen efter 76 minutter ved Salieu Drammeh, og så var pokallyset slukket tilsat flade ben og tomme lunger.

– Det var sjovt, og foran en masse mennesker. Vi forsøgte at spille vores chance, men de er gode, og vi har holdt en lang sommerferie. Det var en af de hårde kampe, så det var hårdt til sidst. I forhold til, hvad vi har og hvor vi er i forhold til sæsonen, så var det fint. Al kredit til Frem, de var gode, og det var en god oplevelse, siger Daniel Bylov.

– Vi prøvede at spille det så professionelt som muligt, for flere af os på holdet har prøvet et fornuftigt niveau, og de erfaringer trækker man lidt på i den situation. Planen var at sidde så tæt på den som muligt, og så måtte vi se, hvad uret sagde efter 90 minutter. Hvis det stod 2-1, så kunne vi smide alt frem, men de førte med to, så…

– Tangvig havde en stor mulighed, men Frem havde også deres, og de har et overtag på chancer. Vi tager en masse med, og det her er en af de sjove kampe for os alle og især os Såby-drenge, men også for de mere erfarne at komme langt i pokal´en. Det er det, pokal´en kan, og vi glæder os vildt til sjællandsserien, og så var det her en bonuskamp for os, siger Daniel Bylov, der har spille hele sit liv i Såby minus nogle ungdomsår i Køge Boldklub.

Pokal´en

Såby Fodbold-Frem 1-3 (1-2)

Mål:

0-1: Mathias Bonde Mouritsen (13.), 1-1: Rasmus Tangvig (15.), 1-2: Søren Nørgaard Hansen (36.), 1-3: Salieu Drammeh (76.)

Holdopstillinger:

Såby: Joaquin M. Ørnfeld – Jakob Wensien-Jegsen (72./Mark Schütt), Nikki Thompson (86./Stephen Henriksen), Daniel Bylov, Thomas P. Haberland – Morten Jørgensen, Mads Pfeiffer Olsen (86./Kenneth Lindstrøm), Martin Jensen (86./Magnus Niels Saaby), Mathias Larsen – Rasmus Tangvig, Sebastian Kusk (55./Kasper Bylov).

Frem: Sebastian Sørensen – Casper Lykke, Rasmus Grønne Jensen, Emil Schou Jørgensen (46./Kristoffer Dirksen), Rasmus Louie Larsen (64./Salieu Drammeh) – Lucas Balck, Søren Nørgaard Hansen (64./Oliver Henneberg), Jakob Skovgaard Larsen, Mathias Bonde Mouritsen (75./Magnus Juul Davidsen), Oliver Møller-Jensen (46./Oscar Brodersen) – Aleksandar Lazarevic.

Advarsler:

Mark Schütt, Mads Olsen, Såby.

Tilskuere:

Ca. 500 ved Såby Stadion.

sporten.db-sn.dk