Soderup: – Afstandene er blevet større, og det sidste halve år med corona har ændret meget for mig. Mine store døtre og jeg var strandet hver for sig, og der gik et halvt år, hvor jeg ikke så dem. Det har jeg ikke lyst til, siger Meghan Welsch Jakobsen.
Hun er ansat som ny sognepræst i Soderup-Kirke Eskilstrup Sogne pr. 1. december, og dermed forlader hun snart Østerlars og Gudhjem på Bornholm, hvor hun har fungeret som præst de sidste tre år.
Udover en datter i København har Meghan Welsch Jakobsen også både en far og en søster samt en hel del venner på Sjælland, og det giver hende ro i sjælen, at de snart alle er inden for rækkevidde.
– I pressede tider har man brug for at være sammen med sin familie, fortsætter hun.
Præst døgnet rundt
Den kommende landpræst er halvt amerikaner, og er oprindeligt uddannet journalist. Hun har boet og arbejdet i syv lande fordelt på tre kontinenter, og har blandt andet arbejdet for den Internationale Valutafond og på ambassaden i Riyadh i Saudiarabien.
Først som 40-årig sadlede Meghan Welsch Jakobsen helt om, og startede på teologistudiet, og ti år senere rykker hun altså nu ind på Soderup præstegård. Og den relativt nyslåede præst elsker sit virke.
– Jeg har altid gerne villet være præst, og jeg elsker arbejdet. Præst er ikke noget, man laver, det er noget man er. Det er et kald og en livsstil. Man er præst døgnet rundt, og man skal være villig til at vie sit liv til det, konstaterer Meghan Welsch Jakobsen.
Helt tæt på
Arbejdsugen lægger beslag på seks ud af ugens syv dage, for der er både konfirmander, samtaler, begravelser, bryllupper, dåbshandlinger og prædikenskrivning, der skal passes. Og så er der naturligvis tilstedeværelsen i lokalsamfundet.
– Jeg er landpræst, så folk hiver jo fat i én. Man er en del af det samfund, hvor man er præst, for man bisætter deres kære og vier deres børn. Man kommer helt ind i familierne, fortæller hun.
Hjørnerne af sindet
Gennem sit virke oplever Meghan Welsch Jakobsen både mennesker i deres lykkeligste stunder og i deres dybeste kriser. Skilsmisser, død, uvenskab og ulykkelige arvestridigheder. Landpræsten har prøvet det hele, og hun bruger derfor en stor del af sin tid på simpelthen at lytte.
– Man kommer så vidt omkring i hjørnerne af menneskesindet. Jeg kan ikke tage på mig, hvad de gennemgår, men jeg kan stå ved siden af dem. Tro handler om ikke at stå alene, og det repræsenterer jeg rent fysisk. Når sorgen rammer skal man ikke føle sig alene i det, man står midt i, siger hun.
Under støvlerne
Som præst har Meghan Welsch Jakobsen udvidet tavshedspligt, så hvad hun end lægger øre til, kommer det ikke videre.
– Jeg har hørt alt, og jeg dømmer ingen. Man kan få luft for nogle ting, som man ikke siger til nogen anden. Det kaldte man et skriftemål i gamle dage. Det er en del af jobbet – vi skal kunne skille vores jeg fra det, vi sidder over for, siger hun.
Med al den fortrolige viden hvilende på sig har den kommende landpræst i Soderup-Kirke Eskilstrup Sogne stor glæde af naturen uden for præstegården, som hun glæder sig til at udforkse til fods på sine mange ugentlige vandreture.
– Det var afgørende for mig at komme et sted hen, hvor jeg kan vandre mine ture. Jeg er helt afhængig af at komme afsted på ture, hvor jeg kan vende en prædiken eller en problemstilling i hovedet. Jeg kan slet ikke overleve uden, siger Meghan Welsch Jakobsen.
