Politikere vil til bunds i sag om varmtvandsbassin

Økonomiudvalget har bestilt en dybdegående undersøgelse af faciliteterne på Bøgebakken Plejecenter. Dermed vil bassinet fortsat være lukket på ubestemt tid.

Politikere vil til bunds i sag om varmtvandsbassin

Varmtvandsbassinet på Bøgebakken Plejecentret lagde skidt fra land, da det stod færdigt i 2007. Først otte år senere blev det knap 40 kvadratmeter store bassin taget i brug. Nu er der nye problemer med kommunens eneste varmtvandsbassin. Arkivfoto.

Kan det betale sig at holde Lejres eneste varmtvandsbassin kørende i fremtiden?

Svaret på det spørgsmål håber Lejres politikere at få stukket i hånden til juni, hvor en dybdegående undersøgelse af bassinet ventes klar.

– Vi har bestilt en bygningsgennemgang, som skal give en grundig faglig afdækning af bassinets stand, og hvilke udgifter der kan forventes at støde til de kommende år, forklarer Lejre-borgmester Tina Mandrup (V) oven på mandagens møde i Økonomiudvalget.

Her bad politikerne forvaltningen undersøge, om kommunen skal ruste sig til flere større reparationer i kølvandet på den uforudsete regning på over en halv million kroner, som sn.dk kunne fortælle om lørdag.

– Socialdemokratiets udgangspunkt var oprindeligt, at vi skulle finde pengene med det samme, men ud fra de oplysninger, forvaltningen har præsenteret, må vi erkende, at det er oplagt at få en kritisk gennemgang af varmtvandsbassinet, inden vi træffer en beslutning, siger Carsten Rasmussen (S), gruppeformand for Socialdemokratiet og medlem af Økonomiudvalget.

Artiklen fortsætter under billedet

– Vi har bestilt en bygningsgennemgang, som skal give en grundig faglig afdækning af bassinets stand, og hvilke udgifter der kan forventes at støde til de kommende år, forklarer Lejre-borgmester Tina Mandrup (V) oven på mandagens møde i Økonomiudvalget. Arkivfoto: Kenn Thomsen.

Akutte reparationer

Det 40 kvadratmeter store bassin i Lejre by har været lukket ned på ubestemt tid siden 31. januar i år. Lejre Kommune, der driver bassinet, traf beslutningen, efter det viste sig, at en række akutte reparationer står til at løbe op i 541.000 kroner.

Det drejer sig blandt andet om varmtvandsbassinets klorrensesystem, der skal udskiftes, hvis det fremover skal være sundhedsmæssigt forsvarligt for de godt 200 ugentlige brugere at hoppe i vandet.

Samtidig har kommunens administration indikeret, at regningen till udbedringer af fejl og mangler risikerer at vokse de kommende år. En risiko som altså nu har fået politikerne til at sparke sagen til hjørne.

Før embedsmændene er kommet til bunds i faciliteterne på Bøgebakken Plejecenter, afviser Tina Mandrup at lægge sig fast på, hvornår hun og de øvrige medlemmer af Økonomiudvalget er klar til at træffe en beslutning om bassinet, der tidligere har været ramt af en byggeskandale.

En mulighed er, at en armlægning om bassinets økonomi må vente til budgetforhandlingerne i sidste halvdel af 2023. I det tilfælde må de badende væbne sig med en pæn portion tålmodighed.

– Jeg kan sagtens forstå, hvis man som bruger er ærgerlig, men jeg tror også, de fleste har en forståelse for, at vi er nødt til at bruge skatteborgernes penge med omhu, siger Tina Mandrup.

Borgmesteren henviser til, at Lejre i tråd med en lang række kommuner landet over, døjer med pressede budgetter. Blandt andet som følge af inflationskrisen og de stigende energiudgifter.

Afviser ikke lukning

Direkte adspurgt vil Tina Mandrup imidlertid heller ikke afvise, at sagen kan ende med, at bassinet må dreje nøglen om permanent.

– Det er klart, at jeg ikke kan vide på nuværende tidspunkt, hvad de kommende års udgifter til bassinet vil løbe op i, og hvis vi tænker et scenarie, hvor udgifterne er ude af proportioner, så kan vi blive nødt til at skulle forholde os til det spørgsmål. Men det er ikke min indgangsvinkel, understreger hun.

Samme toner lyder fra Socialdemokratiet.

– Vores bud er, at vi skal have varmtvandsbassinet i gang igen, men selvfølgelig skal udgifterne til vedligehold hænge sammen, siger Carsten Rasmussen.

Den tidligere Lejre-borgmester tilføjer, at han ser frem til at få et indblik i de tidligere vedligeholdelsesudgifter til varmtvandsbassinet, så der bliver et bedre sammenligningsgrundlag forud for den kommende beslutning.

– Vores bud er, at vi skal have varmtvandsbassinet i gang igen, men selvfølgelig skal udgifterne til vedligehold hænge sammen, siger Carsten Rasmussen (S), gruppeformand for Socialdemokratiet og tidligere Lejre-borgmester: Foto: Lejre Kommune.