Gennem ti år har Osted haft et kulturhus, og det bliver fejret søndag 2. april. Bestyrelsen for Osted Kulturhus inviterer derfor til en eftermiddag, der byder på festtaler, bogpræsentation og musikalsk underholdning. Dørene lukkes op kl. 14.30, hvor man kan få et glas vin eller vand, inden underholdningen begynder kl. 15.
Både Lejres borgmester Tina Mandrup og formand Niels Rasmussen holder taler. Niels var med til at grundlægge foreningen ”Osted Kulturhus – Den gamle skole” – i daglig tale Osted Kulturhus – i årene 2011-13.
Bestyrelsen har inviteret Erik Kildegaard til at præsentere sin netop udgivne bog ”Vores by – Osted”, som i tekst og billeder fortæller Osteds historie. Der vil desuden også være festlige musikindslag ved pianist Camilla Donovan og cellist Ingeborg Roland. Osted Kulturhus og legepladsen ”Byhjørnet” bruges af rigtig mange mennesker dagligt, og bestyrelsen håber, at mange har tid og lyst til at fejre kulturhusets vigtige bidrag til bymiljøet gennem de sidste ti år. Der er gratis adgang til arrangementet, og alle er velkomne.
