Nytårskur: Erhvervsforum vokser hastigt

Foto: Kenn Thomsen

Lejre Erhvervsforum kan se tilbage på et særdeles aktivt år, og planlægger endnu flere aktiviteter i 2018, sagde formanden Johan Scheel på forummets festlige nytårskur fredag på Trudsholm Gods. Det skriver DAGBLADET Roskilde lørdag.

For et år siden havde forummet 117 medlemmer. I det forgangne år meldte 60 procent flere sig ind, og Lejre Erhvervsforum kan nu mønstre 270 medlemmer.

Med god grund er nytårskuren populær. Denne gang forløb den første time i rammerne af det atmosfærefyldte »romantiske forfald«, som præger det gamle gods og er en del af bygningens velkendte karakteristika. Resten af kuren fandt sted i den fine kørestald ved siden af, mindst lige så smukt og unikt, her hvor levende lys og mange brændeovne satte glød til gæstebuddet.

Borgmester Carsten Rasmussen (S) talte om, at alle i Lejre er enige om, at småt er godt – men han slog også til lyd for at sætte de store virksomheder mere i fokus:

– Vi vil gerne tiltrække de store som en del af vores erhvervsstrategi. De store virksomheder skaber jo arbejde til alle de andre i kommunen, når de skal have noget udført, lige fra catering til håndværkere, sagde han.

Syv virksomheder med Lejre-tilknytning fik status af gazeller i 2017 og blev hædrende omtalt. Repræsentanter for tre af dem mødte op og fik store klapsalver:

TR VVS-Teknik, med hovedsæde i Allerslev; Top Entreprise fra Hvalsø og CP Blik fra Skov-Hastrup.

Læs mere i DAGBLADET Roskilde lørdag.