Ny formand for nationalparken

Debat

Af Jens K Jensen, Kommunalbestyrelsesmedlem, Venstre

Et formandsvalg i Nationalparken Skjoldungernes land er på vej. Jeg læste med interesse om en af kandidaterne i Dagbladet.

Det er altid godt med nye tanker i en bestyrelse, og der var også nogle spændende tanker.

Jeg vil dog advare mod at man vil politisere retten til at købe, sælge og eje arealer efter størrelse.

For mig som var en del af de personer som arbejdede og lykkes med at få en nationalpark på benene i 2015, er/var det med frivillighed og respekt for ejendomsrettens ukrænkelighed, det helt afgørende for vi lykkes med det.

Jeg er overbevist om at en diskussion om retten til at eje, og retten til at bestemme over arealerne ikke vil fremme det gode, og konstruktive samarbejde vi har haft igennem årene.

For mig er de diskussioner ikke noget der sk.al foregå i bestyrelsen, men noget der hører hjemme på Christiansborg.

Hvis denne diskussion var opstået da vi arbejdede med oprettelsen tilbage i nullerne, ville vi slet ikke have haft en Nationalpark i dag.

Uanset hvem der bliver formand, håber jeg man tænker sig om før man begynder den diskussion, for det er efter min mening gift for det kommende samarbejde med alle lodsejere, uanset størrelse på ejede arealer.