Lejre: Lejre Kommune bakker nu op om at få et hovedsygehus placeret på bar mark i Ringsted. Det står klart efter et ekstraordinært kommunalbestyrelsesmøde torsdag aften.
Et stort flertal blandt politikerne slutter op om placeringen ved Ringsted. Samtidigt bakker flertallet også op om Ringsteds ønske om uvildige beregninger af driften af et nyt Ringsted-sygehus.
Skulle det dog ske, at der på tværs af Sjælland skulle være et flertal på vippen for et hovedsygehus i Roskilde, og Ringsted-modellen ikke finder fremme, er Lejre dog også med på den.
Det er de tre store partier, SF, Socialdemokratiet og et flertal i Venstre, som anbefaler Ringsted-modellen. Ringsted ligger helt centralt i regionen, har en god infrastruktur – også til andre landsdele – og vil kunne tiltrække kvalificeret personale. Også realpolitiske overvejelser indgår i flertallets beslutning. Med Ringsted-modellen beholder Roskilde sin akutstatus.
Et mindretal i Venstre foretrækker Roskilde, men nævner i samme åndedrag Ringsted som et godt forslag, der opfylder kravene.
Et andet mindretal i Lejre, der består af de Konservative og de Radikale, foretrækker til gengæld Køge-modellen.