Kæmpecenter for westernheste på vej

Foto: , Rita Vestergård
Natasha Møller imellem sine forældre, Annette og Poul Møller, er central i Kumlegaard Quarter Horses, der bliver et center i internationalt format. Foto: PRK
Natasha Møller imellem sine forældre, Annette og Poul Møller, er central i Kumlegaard Quarter Horses, der bliver et center i internationalt format. Foto: PRK

Lejre får et ridecenter i international topklasse ifølge en pressemeddelelse fra Lejre Kommune, og det første mindre stævne er 16. april. Det skriver DAGBLADET Roskilde/sn.dk.

Kumlegaard Quarter Horses investerer et tocifret millionbeløb i et ridecenter for westernheste på Kumlegården ved Osted.

Her er tre tønder land, bygninger og rideanlæg i forvejen, men det nye center vil rumme unikke trænings- og konkurrencefaciliteter i westernridning og samtidig være avlscenter for quarter horses.

Quarter horse-racen er den ældste hesterace i Amerika og er en krydsning imellem araberheste og engelsk fuldblod. I 1800-tallets hestevæddeløb brugte man hovedgadens korte distance, quarter of a mile eller 400 meter. Her var krydsningen hurtigst og fik sit navn efter distancen.

Den løber 400 meter på lige over 20 sekunder, men er også den mest alsidige hest. Det kan man se i disciplinerne på Kumlegaard.

Ridecentret er et familieprojekt med Natasha Møller i front. Hun er kendt internationalt som Europamester og flere gange Danmarksmester. Hendes forældre, Annette og Poul Møller, er også involveret i centret, hvor der er 43 heste opstaldet.

Familien overtog Kumlegaard i sommeren 2014 og købte siden naboejendommen for at få plads til det ambitiøse projekt.

– Vi har mødt stor imødekommenhed i kommunen. Hele planprocessen har kørt efter en snor, siger Poul Møller.

Det store projekt skal med tiden tiltrække westernryttere og andre ryttere fra ind- og udland.

– Vi bygger et center, som ikke findes magen til i Skandinavien og Nordtyskland. Alene ridebanen bliver på 40 gange 80 meter. Vores virksomhed er bygget op omkring westernridning, men vi vil også have andre discipliner og dressur, siger Poul Møller.