Hvem skal have rummelighedsprisen

Lejre Kommunes Rummelighedspris bringer succes’erne frem i lyset. Nu kan man indstille sine kandidater.

Hvem skal have rummelighedsprisen

Ole Blickfeldt (DF) med det kunstværk af Lejre-kunstneren Christella Bamford, som vinderen af Rummelighedsprisen får. Foto: Lejre Kommune

Foto: Lejre Kommune

Lejre Kommunes Rummelighedspris fejrer lokale virksomheder, der skaber rummelige arbejdspladser i Lejre Kommune. Og nu kan man indstille kandidater, der gør arbejdsmarkedet tilgængeligt for flere.

Kommunen ønsker at fremme et rummeligt arbejdsmarked, hvor der er fokus på fastholdelse og/eller integration af medarbejdere, der ellers ville falde udenfor arbejdsmarkedet. Rummelighedsprisen uddeles af Udvalg for Job, Arbejdsmarked & Integration, hvor Ole Blickfeldt (DF) er formand:

– Alle mennesker har brug for at være en del af fællesskabet, og arbejdsmarkedet er et naturligt fællesskab for mange – men desværre ikke for alle. For har man sociale, sproglige eller kognitive udfordringer, så kan det være meget svært at få fodfæste. Ikke alle virksomheder kan eller tør gøre det ekstra, der skal til, siger Ole Blickfeldt i en pressemeddelelse.

– Med Rummelighedsprisen vil vi gerne sætte lys på dem, der gør og tør, og vise, at det ikke bare gør en forskel for den enkelte, men også for hele virksomheden. På den måde kan vi inspirere flere til at løfte med, tilføjer han.

Frem til den 14. april klokken 12 kan man indstille kandidater. Indstillerne deltager automatisk i lodtrækningen om tre gavekurve fyldt med lokale produkter til en værdi af 300 kroner.

Den vindende virksomhed vinder et gavekort på 5.000 kroner, der skal bruges til et arrangement for medarbejderne, samt en bronzeskulptur udviklet til lejligheden af den lokale kunstner Christella Bamford.

– Jeg ved. at erhvervslivet i Lejre Kommune tager ansvar, og at mange strækker sig lidt længere for at skabe plads til medborgere, der vil. Vi kender nogen af de virksomheder, men garanteret ikke dem alle. Derfor inviterer vi nu alle til at kigge sig omkring og indstille kandidater, som gør en positiv forskel for et rummeligere arbejdsmarked, siger borgmester Tina Mandrup (V) i pressemeddelelsen.