Forsvundet kvinde: Nu er politiet bekymret

Mangali Pat Louisa Mfekto fra Hvalsø har været sporløst forsvundet i 22 dage. Privatfoto
Mangali Pat Louisa Mfekto fra Hvalsø har været sporløst forsvundet i 22 dage. Privatfoto

Politiet bliver mere og mere bekymret over Mangali Pat Louisa Mfektos forsvinden. Den 49-årige kvinde er sidst set med sikkerhed den 26. december 2016 i Roskilde, og siden har hun været sporløst forsvundet – i 22 dage, skriver DAGBLADET Roskilde.

– Vi er bekymrede, for der har intet livstegn været fra hende siden den 26. december. Vi har konstateret, at hun har ikke brugt penge, telefon eller på nogen anden måde gjort nogle af de almindelige ting, man ellers ville gøre, siden den 26. december, siger Carsten Andersen, kommunikationsansvarlig hos Midt- og Vestsjællands Politi.

Den 49-årige kvinde bor i det nordlige Hvalsø og færdes ofte i Roskilde. Undertiden har hun færdedes i værtshusmiljøet. For tiden efterforsker politiet, om der kan være spor efter Mangali Pat Louisa Mfekto i udlandet. Hun har sydafrikansk baggrund.